Med skatten ned i skyttegraven

Valgets sidste præsidentdebat skærpede tonen om de få emner, deriblandt skatten, der ser ud til at blive afgørende i valgets slutfase

Skattepolitik 1. februar 2005 23:21

ÅRHUS: Skal man tro Venstres formand, har folketingsvalgets to hovedpersoner i årtier haft et høfligt og respektfuldt forhold til hinanden. Ifølge Fogh sluttede hyggen i går aftes i Århus Arena. Fra sin plads til højre på scenen placerede han naturligvis ansvaret ovre ved den anden talerstol, men som ethvert skolebarn ved, skal der to til at slås. Den sidste offentlige debat mellem de to kandidater blev en alle-kneb-gælder-brydekamp om skat, udlændinge og modstanderens troværdighed. Mogens Lykketoft brugte sin indledende replik til at skrue bissen på over for regeringens skattestop. - Skattestoppet er ikke et skattestop. Det er en nedskæringsmaskine, der langsomt udhuler samfundets mulighed for at betale løn og pensioner, og som kræver nye fyringer og besparelser, fastslog han. Den røde tråd i Lykketofts angreb var, at regeringens skattestop tærer på hjemmehjælp og andre velfærdsydelser, og at regeringen blot skubber aben over til de økonomisk trængte kommuner: - Det virkede også meget godt i Farum, da man sagde: Stem på os, så får I mere og betaler mindre. Flere ansatte Fogh frabad sig straks al tale om "forfærdelige nedskæringer". - Kendsgerningen er, at der er 14.000 flere offentligt ansatte, og det offentlige forbrug er steget med 13 milliarder. Han sendte kritikken tilbage i Lykketofts lejr ved allerede i første minut at gentage valgkampens mest tyndslidte frase: At oppositionens "skatteloft" er et "skatteløft". Han beskyldte igen Mogens Lykketoft for at stå for en vakkelvorn udlændingepolitik. - Vi vil have, at hvis man kommer her til Danmark, så skal man respektere det danske samfunds værdier, sagde Anders Fogh Rasmussen. - Jeg ved ikke, om Mogens Lykektoft er enig, for det er som bekendt svært at vide, hvad Socialdemokratiet mener om udlændingepolitikken. Imens vinkede de socialdemokratiske unge med store "Du lyver jo, Anders"-skilte. De hujende horder fra VU og DSU sikrede i det hele taget, at stemningen i hallen mindede om en slagsmålsramt skolegård, og at alle tilstedeværende forlod arenaens rungende betonkasse meget trætte i hovederne. De eneste spor af poesi i lokalet var rækkerne af heliumfyldte røde hjerter, der vajede over Socialdemokraternes langside - og så de to medlemmer af Radikal Ungdom, som møjsomt trissede rundt og rundt i salen med af hvidt banner påskrevet "Jelved som statsminister". I den fjerne ende af hallen sad bannerets bagmand: Formanden for Det Radikale Venstre i Odder, Niels Rasmus Jensen. Selv om den erfarne græsrods hjerte mest banker i Lykketofts retning, mente han godt, han efter afslutningen kunne give en neutral bedømmelse af aftenens debat. Og i hans øjne blev det ikke debatten i Århus, der vendte skuden for Mogens Lykketoft: - Der er ingen tvivl om, at Anders klarede sig bedst. Lykketoft taler alt for meget til intellektet. Halvdelen af salen falder jo i søvn, når han snakker om skattepolitik: Han skal tale i korte sætninger, og det gør han altså ikke.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...