Med stort M som i musical

Drab 4. april 2003 08:00
FILM "Chicago" En dybt amoralsk, underholdende film om mord. Peppet op med jazz og flot koreograferede danseoptrin. Musicalen "Chicago" lever op til forventningerne om et blankpoleret, højt gearet amerikansk udstyrsstykke, hvor den får for fulde gardiner i bedste musicalstil. Men så heller ikke en tøddel mere. Og det bliver filmens inderste problem. Den letter aldrig rigtigt, men forbliver underligt død i dansesværen. Handlingen er ellers lige så enkel, som opsætningen er raffineret. Den oversexede natklubsangerinde Velma Kelly - spiller frodigt kurvet af en kropsskøn Catherine Zeta-Jones - skyder sin søster og sin mand, da hun finder dem i seng sammen. Dobbeltmordet giver store avisoverskrifter, hvilket er godt for karrieren, også selv om du er låst forsvarligt inde i kvindefængslet Cook Country Jail, Snart får Velma selskab af endnu en kvindemorderske. Den blonde Roxie Hart (Renée Zellweger), som naivt har troet på sin møbelsælgende elskers løfter, om at han kan skaffe hende ind i showbiz. Da afsløringen falder, at de gyldne løfter kun er afgivet for at få fri sexadgang under Roxies korte skørt, skyder hun ham i raseri. Men hvis de to mordpiger nu slår pjalterne sammen og bliver frikendt, kunne de så ikke få en karriere sammen? Måske, men først er der lige nogle mord som skal bortforklares. Sig goddag til en yderst veloplagt Richard Gere, som den selvsikre forsvarsadvokat Billy Flynn. Manden, der aldrig har tabt en sag og som hævder, at hvis Jesus Kristus havde boet i Chicago, da det gik galt med romerne, ville alt have set anderledes ud, hvis Jesus havde haft råd til at hyre ham. Sådan skrider handlingen lidt for forudsigeligt frem, mens filmen krydsklipper mellem såkaldte realistiske, replikbårne scener og de mange, flotte sangoptrin. Tidligere blev der talt om kappe og kårdefilm - det her er en rigtig lår og babsefilm, hvor der i den grad er noget at kigge på for mandekønnet. Skønt Zellwegers sidste slankekur har været lige lidt for hård ved hende. Så magert et brystben er altså ikke lige stilen for en trutmundet swingpjatter. Danseoptrinnene er intet mindre end forrygende og specielt de seks kvindemordere på dødsgangen er både frygtindgydende og aggressivt sexede i deres sang om manden, som selv var ude om, at han blev myrdet. Når han sådan sad og blev ved med blæse de irriterende tyggegummibobler. Efter den europæiske succes med musikfilmen "Moulin Rouge", måtte amerikanerne uværgerligt forsøge sig med noget tilsvarende. Problemet er blot, at Chicago mangler Moulins charme, uskyld og gode kærlighedshistorie. I Chicago er der ingen retfærdighed til. Blot blodig og kynisk overlevelse og opportunisme. En hurtig og kvikt turneret retsscene sammen med en stepdansende Richard Gere redder meget til sidst. Men det er og forbliver en underlig kold, glitrende og glamourøs film. Som blot vil underholde. Og gør det. Men glemmer at få hjertet med. Og derfor efterlader os nede i mørket med et underligt: Tjaa… cha-cha. Men heller ikke mere. Bent Stenbakken. bent.stenbakken@nordjyske.dk "Chicago" USA, Canada, 2002. Instruktør: Rob Marshall. En time og 53 minutter. Tilladt f. u. 7 år. Scala Bio, Aalborg. Danmarkspremiere.
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...