Med strunk ryg

Her er, hvad jeg har lært indtil videre: Inde i byen bliver man opfattet som en livsfarlig stalker eller bare en pinlig fjollegøj, hvis man hilser på gaden. Her er det comme il faut at hilse på hinanden, når man er ude at løbe kringlekawen af sidebenene: En slags: "Nåhhvasåder. Vi er nok friske typer"-stammeritual. Og man råber kækt hej på Morten Korch-måden (ikke heil, som min i øvrigt skaldede mand i ren forvirring og forpustelse kom til). Hvis man er ude at handle, så er det god stil at påpege det åbenlyse med denne klassiker: "Nå, man er nok ude at handle". Og køber man Lotto, så går man aldrig galt i byen med kommentaren: "Kan jeg få en med gevinst?". Skulle der opstå pauser i samtalen, så kan man altid kigge ned i jorden, mens man siger "så deeeeeeeet". Mænnerne kan eventuelt svare på en invitation med: "Skal konerne med, eller er det en fornøjelsestur?" Så langt, så godt. På andre punkter er det sværere at opføre sig veltilpasset. For eksempel er der det der med at ramme måde med, hvor meget og hvorledes man skal interagere med sine naboer. Problemstilling: Forleden åbnede jeg et Velux-vindue på første sal. I det samme kigger jeg ned i naboens have, hvor konen i det samme kigger op og smiler til mig. Hurtigt som en ninja dukker jeg mig og ignorerer hendes smil, fordi hun ikke skal tro, jeg snager i hendes liv - og hun ikke må tro, jeg tror, hun snager i mit. Problemet er bare, at hun ikke tror, jeg tror, at hun er sådan en type, hvorfor jeg bare skulle have smilet tilbage. Men jeg kan ikke gøre det godt igen, for jeg har forhalet tiden med et panikanfald. Mit smilende ansigt kan ikke poppe op igennem tagvinduet igen og råbe dav-dav med fem minutters forsinkelse. Hun ville vel blive helt forskrækket, hvis nabohuset sådan forvandlede sig til en stor æske, hvorfra der umotiveret sprang en trold op af låget…? Og hvornår og hvorledes klipper man hækken? Ringer man på hos naboen og siger: "Ja, nu gør vi det altså. Vil du være med? Som i nu?", eller lader man bare en halvt klippet hæk stå og glo bebrejdende på dem? Og hvad med snerydning på fortovet? Er det mon god stil lige at rydde den første meter efter skellet for at demonstrere, at man ikke er den pedantiske, millimeterretfærdige type - eller betragtes det som islagsnasseri? Det er det beskidte spil, men jeg går all in og ranker ryggen. For selv om denne her ironiske, humoristiske distance til forstadslivet ligger lige til højrebenet, så har jeg ikke i sinde at indløse min tilgodeseddel til et liv i boheme-tøj og evig 100 procent undersøgende du-stilling over for de stakkels parcelhusslaver, der går rundt i et mørke, der kun oplyses af noget, de kalder et tv-apparat(?). Selv om det er mere trendy at købe en rææææææædi sjælfuld lejlighed med skævt gulv, som man vil sætte i stand udelukkende ved hjælp af en fukssvans og en autentisk filthat, mens man simultant gnasker økologiske hestebønner, så elsker jeg min kogeø og mit praktiske stisystem til skolen. Sjælen skal jeg nok selv levere. For en vinkelstue i Klarup kan lige så godt danne ramme for nøgen riverdance til Pink Floyd, som den kan danne ramme for et uforløst liv i øreklapstolen foran fjerneren med udsigt til, at ens kærlighedsliv peaker, når man får en sølvbryllupssang med linjen "Umba, umba - er helt tosset med zumba". Det styrer man heldigvis selv. Så det siger jeg Eder, mens jeg kravler op på en praktisk Ikea-opbevaringskasse foran SuperBest og håber på, at en enkelt forkølet Berlingo stopper op: Ich bin ein klarupnitte… (Eller klarupgenser? Hvis I da vil have mig efter de beklagelige heil- og trolden i æsken-affærer?!). Mette Kirstine Goddiksen er 35 år og mor til Anna og Fie på 6 år og Thilde på 0. Bor jo så i Klarup J og er på barsel (fra noget endnu udefinerbart). Interesser er som de plejer at være - plus at hun vældig godt kan lide at dyrke karse.