EMNER

Med ét var hun butiksejer

På et sekund gik Else Marie Overgaard fra at være folkeskolelærer til at være forretningskvinde.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Viskestykkerne i mange mønstre fra Klässbol. Foto: Bente Poder

På et splitsekund for tre år siden blev 55-årige Else Marie Overgaard butiksejer og forretningskvinde. Det skete, da hendes ægtefælle, Ole Gregersen, pludselig døde. Else Marie har altid været folkeskolelærer, mens hendes mand hele livet havde beskæftiget sig med handel. - I påsken 2003 havde han åbnet Hørhuset, som sælger varer af hør. Primært fra det svenske Klässbols Linneväveri, fortæller Else Marie Overgaard, som i dag har taget den endelige beslutning om at føre forretningen videre. Baggrunden for forretningen er denne: - Vi var på ferie hos nogle af Oles jagtvenner i Värmland. De anbefalede os, at vi skulle besøge væveriet i Klässbol. Første gang ville Ole slet ikke med derind "for at se på viskestykker", men året efter fik jeg ham lokket med derind. Han blev ganske begejstret for de lækre varer, de væver, og prøvede senere at få agenturet for Danmark, siger Else Marie Overgaard. Der gik nogen tid, før han fik det i hus: - Svenskerne mente ikke der var grundlag for et agentur i Danmark, for - som de sagde - "danskere ved ikke, hvad hør er". Men Ole blev ved, og til sidst lykkedes det. Forretningen i Lønstrup gik godt. Ole Gregersen var begejstret for varerne, og den begejstring gik videre til kunderne. - Jeg var hele tiden med på sidelinien og med til at bestemme, hvilke varer der skulle ind i butikken. Jeg var her jævnligt og hjalp Ole og passede butikken, når han skulle noget. Det var rigtigt dejligt, for det var første gang, vi havde et arbejdsfællesskab. Deres plan var, at Else Marie med tiden skulle stoppe som lærer og tage sig af butikken, mens Ole skulle sælge til forretninger rundt om i landet. Drømmen brast Fællesskabet brast, da Ole døde helt uventet. - Min eneste trøst er, at han prøvede drømmen af og oplevede, at det hele gik godt, siger Else Marie Overgaard. For hende blev det en hård tid. Hun søgte orlov fra lærerjobbet og brugte alle sine kræfter på Hørhuset. - Jeg fik orlov for at finde ud af, om jeg kunne drive Hørhuset. Jeg vidste, at jeg ville. Mange rystede på hovedet over, at jeg kunne forlade en tjenestemandsstilling for det her. Jeg gjorde det nok også mere med følelserne end med forstanden. Men jeg er blevet rigtig glad for det og brænder for at fortælle folk om hør, siger Else Marie Overgaard. Hun har for længst opdaget, at der i virkeligheden ikke er så stor forskel på at undervise i dansk og engelsk og det at fortælle folk om materialet hør. - Det er også en form for formidling. Undervejs har hun fået lært sig en hel del om økonomi og regnskaber: - Der er nok nogle af mine tidligere kolleger, der ville le, hvis de så mig sidde ved computeren. Det har kostet nogle lærepenge, men jeg har lært det hele. Og så har jeg fået utrolig god hjælp fra venner og familie, siger Else Marie Overgaard.