Med udsigt til hele kommunen

FREDERIKSHAVN:De tre borgmestre og lige så mange kommunaldirektører fra fusionskommunerne Skagen, Frederikshavn og Sæby var kommet på gyngende grund i går formiddag. Anledningen var den formelle anerkendelse af, at de tre kommuner fra 1. januar 2007 bliver til én - og stedet var Cloos-tårnets 3. udsigtsdæk, hvor der var dækket op med papirer, champagne og kransekage. Som den, der lagde tårn til, Erik Sørensen håbede på, at man i dagens anledning kunne se fra Præstbro til Grenen, men sådan kom det ikke til at gå - tværtimod. En tyk grå dyne havde lagt sig over det ganske land, og når vinden rykkede kraftigst igennem svajede tårnet så meget, at frygtsomme sjæle kunne begynde at overveje, om man med ét smæk ville få løst det problem, at tre kommunaldirektører er to for meget ... Erik Sørensen forsikrede dog alle om, at Cloostårnet efter renoveringen for et par år siden stod trygt og godt, og ikke ville skvatte sammen; hvad det heller ikke gjorde. Så efter de indledende manøvrer, og i overværelse af den samlede nordjyske verdenspresse, blev de til lejligheden indgraverede kuglepenne fundet frem, og underskrifterne sat på anmodningen til Indenrigsministeriet om at danne en ny kommune. Fælden er klappet, eller - som Monrad & Rislund engang sagde - skødet er skrevet og gælden står i vores navn nu. Efter underskrifterne blev flaskerne åbnet, kransekagen spist og et par bevingede ord sagt - deriblandt et pip eller to om, at det da kunne være meget rart, hvis sådan en formiddagssammenkomst med champagne gik hen og blev en vane. Men det var vist mest for sjov ... Mest for sjov bliver de kommende to år og 16 dage til gengæld ikke, det bliver hårdt arbejde. Som alle forsamlede chefer understregede, at de ser frem til. Og hvem ved, måske vejret er så klart, at man 1. januar 2007 klokken 00.01 kan overskue nytårsfyrværkeriet i hele den kommende Frederikshavn Kommune fra Cloos-tårnets 3. udsigtsdæk i modsætning til i går, hvor man dårligt nok kunne se ned til Frederikshavn Havn.