Med Venus gennem morgenisen

Limfjorden er godt på vej til at fryse til - men slæbebåden Alba holder sejlrenden åben

LIMFJORDEN:Planeten Venus lyste klart på den natsorte himmel over Aalborg, da slæbebåden Alba tidligt søndag morgen - endnu før søndagens snevejr meldte sig - satte kursen vestover fra Bugserkajen under broen for at hjælpe et russisk fragtskib gennem isen ved Aggersundbroen. Men snart afløstes natten af et morgengry, der som Homérs "rosenfingrede dagning" næsten er for smukt til, at det kan beskrives uden, at man er nødt til at ty til poesi. Gutterne på Alba - kaptajn Torben Jensen, bedstemand Vilhelm Paulsen og maskinmester Henrik Pedersen - udtrykker sig mere håndfast, men det er tydeligt, at de nyder den smukke solopgang. Verdens bedste job - Så har vi verdens bedste job, lyder det fra Torben Jensen, der som søn af en lodsformand egentlig burde være født ind i søfart - men han har lige været en omvej omkring smedefaget, inden han kom til søs. De tre om bord er denne søndag på sidste døgn af deres 14 dages vagt, og det bliver en lang arbejdsdag. Det russiske skib, der egentlig skulle have været vesterud af fjorden, måtte opgive at kæmpe sig igennem ismasserne og skulle gelejdes hele vejen ud til Hals - og pludselig dukker endnu et skib op, denne gang en kineser, der har brug for hjælp i den østlige del af fjorden. Til gengæld er en bestilt bugsering søndag eftermiddag blevet udsat, og under alle omstændigheder er det sjovere at stampe is end at ligge ude ved Portlands kaj øst for Aalborg og hjælpe med at holde isen væk fra arbejdet med at tømme det sunkne skib "Sierksdorf" for olie. Det gik lørdagen med, fortæller mandskabet på Alba. Men for enden af vagten venter 14 fridøgn fra mandag morgen, så det er til at holde ud. Ingen hverdagskost Isbrydning er ikke hverdagskost for mandskabet på Alba, og det kan være en behagelig afveksling fra de normale opgaver med pejlinger i den østlige del af Limfjorden og vedligeholdelse af bøjer og de seks mindre fyr ved Hals Barre. Men det bliver nu hurtigt træls, siger Torben Jensen. Det er anstrengende at sejle igennem isen, man skal hele tiden være opmærksom, og det ryster og larmer, så snart isen er fast. Den nye is er blød som smør at sejle igennem - til gengæld er det rigtig træls, når isen suges med ind i motorens kølesystem, og Henrik Pedersen må hele tiden være over maskinen for at holde den igang. Netop som brovagten på Aggersundbroen har klappet op for os, går kølesystemet ned og Alba må holde stille for at få pusten igen. Mandskabet kender Limfjorden ud og ind - også selvom vi denne dag sejler vestover, mens Alba ellers i det daglige arbejder fra Aalborg og ud mod Hals Barre. Alligevel tjekker Vilhelm Paulsen og Torben Jensen i fællesskab, om alle bøjer er på plads og i orden i den kringlede sejlrende gennem fjorden. Skibet er en bette kraftig ting, der skyder 10 knob og har tilstrækkelig maskinkraft til at trække igennem selv den tykkeste is. Søndag formiddag, da skipper var ude med tommestokken lige før Aggersundbroen, var isen 17 cm tyk. Kolde fingre Stemningen er afslappet og hyggelig, mens lyset langsomt bryder frem fra syd. Det er en dejlig dag på fjorden, temperaturen er kun lige under frysepunktet, og blæsten er endnu til at holde ud. Men Henrik Pedersen får da kolde fingre, når han skal rense kølefilteren for isklumper. Vilhelm Paulsen er den af mandskabet, der har bedst tjek på fuglelivet derude på isen med svaner, måger, ænder og gæs - og vi holder allesammen skarpt udkig over det hvide landskab efter sæler. Forleden sejlede skibet klods forbi en sæl, der lå på en isflage - men i dag holder de sig desværre ude af syne. Alba ejes af Aalborg Havn A/S, men når der er is på fjorden, overtages opgavefordelingen af SOK - Søværnets Operative Kommando. Fra Egholm og vestpå er der fast is på det meste af fjorden, de fleste steder 10-15 cm tyk. Problemet for skibsfarten er at komme igennem den smalle passage ved Aggersund, hvor isen let kan blive et problem, men da vi når frem ser det nu pænt ud. Her er kun blød nyis på begge sider af broen, og inde ved Løgstør, hvor vi bliver sat af på kajen til glæde for søndagsbilister, der har parkeret på fjordsiden for at nyde udsigten, er der heller ingen problemer. - Men tingene kan hurtigt forandre sig. Hvis vinden går i øst, bliver der meget lavvandet, og så kan det hurtigt volde alvorlige problemer at komme igennem specielt på de meget lavvandede og smalle steder i sejlrenden, siger skipper. Tungen lige i munden Det gælder f.eks. ved Marbjerg Tunge ud for Vår Enge, hvor vanddybden er helt nede på omkring fire meter. Det levner for Albas dybgang på 3,6 meter kun en halv meter frit vand under kølen, og så er det med at holde tungen lige i munden. Torben Jensen kan tydeligt se på isen foran skibet, at der ikke har været trafik, siden han selv sejlede igennem i torsdags. Isflagerne er mange steder frosset sammen igen - og jo flere gange, isen brydes op og fryser til igen, des sværere bliver det. Og med vejrudsigten for den kommende uge kan det godt blive en hård tørn for det mandskab, der overtager Alba her til morgen og kan se frem til 14 dages døgnvagt. - Men hvis frosten virkelig bider sig fast, kan det godt være, det bliver endnu værre for os, når vi kommer tilbage om 14 dage, siger Torben Jensen.