EMNER

Medalje til dygtig og kampberedt kollega

- Det er anden gang, Stella tænker i jubilæumsbaner. Første gang blev du syg og måtte indlægges her på sygehuset. Nu er du på højkant igen og passer atter dit arbejde. Det sagde sygehusdirektør Ingeborg Thusgaard, da hun overrakte sygeplejerske Stella Møller Dronningens fortjenstmedalje i sølv. Hun sagde videre: - For Stella og os andre er det en mærkelig tid. I går havde vi lyst til at flage på halvt, da amtsrådet vedtog at nedlægge sygehusdriften i Skagen. I dag flager vi på hel for at fejre dig. Uanset hvad der sker med sygehuset i fremtiden, og jeg tror det bliver noget fornuftigt, har du Stella ydet en flot indsats for sygehuset i 40 år, og det skal jo fejres. I brevet fra Dronningen hedder det, at det har behaget Dronningen at tildele Stella Møller fortjenstmedaljen i sølv. Du bliver også opfordret til at skrive tilbage om dit liv, og det er jo en spændende måde at skrive Danmarkshistorie på. Og så skal du jo over til Dronningen og sige tak for medaljen. - Dine kolleger har skrevet en flot indstilling og fortalt, at du er en god og dygtig kollega, der er meget pligtopfyldende. Du har passet dit job til alles udbredte tilfredshed. Desuden har du kæmpet for at bevare Skagen Sygehus, for det syntes du var vigtigt for borgerne i Skagen Kommune. - Vi har i brevet til Dronningen også fortalt om den indsats, og det har Dronningen også lagt til grund for at tildele dig medaljen, fortalte Ingeborg Thusgaard. - Det er spændende, hvad de næste år på sygehuset bringer for dig, om du fortsat skal arbejde i røntgen, hvor du har oplevet en utrolig teknologisk udvikling gennem de 40 år.

Breaking
Politiet advarer efter brag i Aalborg: Hold jer væk fra disse flasker
Luk