Medaljer til alle fem deltagere

Aalborg 1. oktober 2002 08:00

AALBORG: Ved weekendens kombinerede begynder- og talentcup i kamp i Esbjerg tog alle fem deltagere fra Aalborg Taekwondo Klub medaljer. I begge stævner blev der kæmpet efter det såkaldte robin-round system hvilket betyder, at alle kæmpere i den samme vægtklasse møder hinanden, før vinderen kan kåres. Guldet kom om halsen på Tung Lam Dao og Kenni Gravesen. Tung deltog i vægtklassen senior herrer 48-55 kg. Her viste han stort format ved at vinde alle fire kampe, hvoraf kampen mod Michael Nielsen fra Solrød var den tætteste med resultatet 6-5 i Tungs favør. Den anden guldvinder, Kenni Gravesen, som stillede op i senior herrer 72-78 kg, sikrede sig hæderen ved at besejre Brian Carstensen fra Ikast med ikke mindre end 8-2, og da denne havde vundet over Christian Andersen, som Kenni tabte til, var det et faktum, at Kenni blev den samlede vinder. Anders Remmen tog sølvet hos junior herrerne i klassen 63-73. Her viste Aalborgs unge talent stor klasse ved at besejre tre af sine fire modstandere, der alle var et hoved større end Remmen. Kun Esbjerg-kæmperen Søren Jensen var for stor en mundfuld for Anders Remmen, der måtte se sig slået 6-4. Sølv blev der også til Joe Jensen og Lau Andersen i hhv. senior herrernes -67 kg og - 72 kg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...