Medaljer til Flådens friske fyre
Søfolk hædret for lang og tro tjeneste på OPLOG Frederikshavn
FREDERIKSHAVN: Søndagens forsvarsforlig var mandag det aktuelle samtaleemne på Flådestation Frederikshavn, men i officersklubbens messe, "Tordenskjold", kunne man også mærke historiens vingesus, da Søværnet traditionen tro 29. januar uddelte Dronningens Fortjenstmedaljer og hæderstegn for lang og tro tjeneste.
Fortjenstmedaljen blev indstiftet den 16. maj 1792 af Christian den VII til belønning af fortjenester for "den almindelige velstand", oprindelig inden for handel, industri og søfart, og blev i 1802 givet til søfolk og soldater for tapperhed i kamphandlinger mod briterne.
Egeblad af Guld
Orlogskaptajn Jan Olsen modtog Egeblad af Guld, og marinespecialist Per Hansen modtog Fortjenstmedaljen i Sølv, begge for 40 års tjeneste i Søværnet.
Jan Olsen startede sig karriere i Søværnet den 16. november 1977 som konstabelelev på Søværnets grundskole i Auderød. Siden blev han elektronikmekaniker og i 1985 startede han på officersskolen på Holmen efter et kort ophold på Sergentskolen i Frederikshavn.
I flere år sejlede han med 1. Eskadres inspektionsskibe på Grønland og læste derefter til kaptajnløjtnant.
Siden 1994 har han været på Flådestationen i Frederikshavn, først på taktikskolen og derefter i ubådsstaben, indtil den blev nedlagt i 2004 og nu på OPLOG.
- Jeg har knap fire år tilbage, inden jeg skal pensioneres, fortæller den snart 58-årige orlogskaptajn, der nu kan pryde uniformen med Dronningens Fortjenstmedalje Egeblad af Guld.
Hæderstegn
Seks medarbejdere modtog Hæderstegnet for God Tjeneste ved Søetaten, der blev indstiftet i 1801 af Hans Majestæt Kong Christian den VII. Hæderstegnet blev første gang uddelt den 15, juni 1801, og den 9. december 1925 fik kvinder samme ret til hæderstegnet som mænd.
Hæderstegnet for 25 års tjeneste blev uddelt til orlogskaptajn Michael Brandt Bertelsen, orlogskaptajn Jens Christian Krüth, værkmester Folmer Martinus Uldbjerg, overassistent Karin Rasmussen, elektriker Jørn Jensen samt assistent Annemette Hansen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.