Dybvad

Medaljeregn over atleter fra Dybvad og Sæby

DYBVAD/SÆBY:Atletikfolkene fra Dybvad Idrætsklub indfriede forventningerne, da Dansk Atletik Forbund i weekenden afviklede sin ungdomsmesterskaber på Hvidovre Atletikstadion. Mesterskaberne havde samlet næsten 500 deltagere. Dybvad IKs syv deltagere bidrog med 11 medaljer og mange flotte resultater. På forhånd så det ud til, at det denne gang var klubbens drenge, der havde de bedste muligheder for at komme helt til tops. Og både Nils Christensen hos 14-15 årige og Mads Møller Jensen hos 16-17 årige slog da også til med medaljer til følge. Klubbens piger fulgte dog pænt op med mange gode resultater. Hos de 14-15 årige fik Simone Dige Larsen, Christina Chrone og Helle Olsen medaljer. Tina Justesen (16-17 årige) erobrede hele fire medaljer. I same aldersklasse måtte Vibeke G. Jensen nøjes med placeringer lige udenfor medaljerækken. Ialt fik Dybvad IK to guld-, tre sølv og seks bronzemedaljer. SIK 80 fra Sæby havde Camilla Nielsen, Ditte Møller Nielsen og Jeppe Berg med til Danmarksmesterskabet. Det blev til en guld- og to sølvmedaljer til klubben. De unge atleter havde sat næsen op efter medaljer, og det blev der også til Camilla Nielsen og Ditte Møller Nielsen, mens Jeppe Berg måtte nøjes med en personlig rekord.