Medaljeregn til skolefodbolden

Gymnasiale uddannelser 10. februar 2003 07:00

HOBRO: Fest, stemning og momentvis også herlig spænding prægede weekendens store indefodboldstævne for skolelever. Ikke færre end 130 hold fordelt på 20 skoler og gymnasier fra Mariager Fjord-området havde sat hinanden stævne i Hobro Idrætscenter, hvor frivillige fra Hobro IKs ungdomsafdeling sørgede for den praktiske afvikling, mens Sparekassen Hobro stod som garant for, at stævnet økonomisk kunne hænge sammen. Der blev spillet fodbold fredag aften og hele lørdagen med, inden vinderne kunne få hængt medaljer om halsen. Men i øvrigt havde arrangørerne sat et hav af præmier på spil. Eksempelvis fik samtlige 250 spillere i tredjeklasserne og fjerdeklasserne overrakt medaljer, og til samtlige spillere på finaleholdene vankede der en skolerygsæk. Finalerne endte således: 5./6. klasse: 6. klasse fra Assens Skole besejrede 6. klasse fra Bymarksskolen i Hobro. 7./8. klasse: 7. B på Sortebakkeskolen i Nørager vandt over 7. klasse på Haverslev Skole. 9./10. klasse: 9. B på Hobro Søndre Skole vandt finalekampen over Hobro Nordre Skole. Gymnasierækken: 1. Q på Hobro Gymnasium & HF-kursus besejrede parallelklassen fra 1. U.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...