Hadsund

Medarbejder forsøgt kvalt på nordjysk bosted

Reddet af tililende kolleger - fagforbund rystet over hændelsen

Arkivfoto: Michael Bygballe

Arkivfoto: Michael Bygballe

HADSUND:Lørdag aften blev en social- og sundhedsassistent forsøgt kvalt af en beboer på Bostedet Visborggaard ved Hadsund. Den ansatte blev reddet af en tililende kolleger, oplyser formanden for fagforbundet FOA Dennis Kristensen til Avisen.dk.

Hos Nordjyllands Politi bekræfter man over for Avisen.dk, at der er modtaget en anmeldelse fra bostedet samt, at der lige nu er en efterforskning i gang ved Lokalpoliti Himmerland. Af hensyn til efterforskningen og de implicerede personer kan politiet dog ikke oplyse yderligere.

Truende over for de ansatte

Dennis Kristensen fortæller til Avisen.dk, at overfaldet blev udført af en beboer, som tidligere har været truende over for de ansatte. Han er rystet over, at der endnu en gang er sket et overfald på en ansat på et af landets bosteder.

- Det er dybt tragisk, at vi bliver ved med at se overfald, efter alle advarselslamper har lyst. Det kan simpelthen ikke være rigtig, at vi skal blive ved med at se overfald efter overfald, siger Dennis Kristensen til Avisen.dk.

Flere sager

Sagen fra Nordjylland er den seneste af en række dramatiske overfald på ansatte på bosteder for psykisk syge.

I Roskilde blev en ansat på bostedet Lindegården i påsken stukket ihjel. I maj gik en beboer på det psykiatriske bosted Sundbygård i København til angreb på en ansat med en kniv - og der har været flere sager af samme type.

De faglige organisationer FOA, socialpædagogerne, sygeplejerskerne og socialrådgiverne har peget på, at presset på psykiatrien er roden til problemerne.

- Nu må det her stoppe. Vi kan ikke leve med det store antal trusler og overfald på ansatte i psykiatrien, siger Dennis Kristensen, der håber, at regeringen kommer med reelle forbedringer i det udspil, den har annonceret til august.

Bostedet Visborgaard er et bosted for voksne sindslidende, som hører under Specialsektoren tilhørende Region Nordjylland.