Arbejdsmarked

Medarbejdere på BTMX fortsætter arbejdsnedlæggelse

Selv om journalister på Berlingske har genoptaget arbejdet, er journalister på BTMX fortsat blevet hjemme.

Medarbejderne på BTMX nedlægger fortsat arbejdet, efter at nedskæringer og en ny strategi for mediehuset Berlingske Media blev lanceret onsdag.


Dermed er det anden dag i streg, at medarbejderne på de to sammenslåede medier BT og Metroxpress er gået hjem fra arbejdet.

- Medarbejderne har besluttet på et møde, hvor tillidsfolkene ikke har været til stede, at nedlægge arbejdet i yderligere en dag. Der afholdes et møde igen i morgen tidlig, siger stedfortrædende tillidsmand på BTMX Jesper Vestergaard Larsen.

Onsdag gik journalister fra både Berlingske og BTMX hjem fra arbejdet. Det betød, at de trykte udgaver af BT og Berlingske ikke er udkommet torsdag.

Torsdag morgen besluttede journalisterne på Berlingske dog at genoptage arbejdet.

Ifølge Jesper Vestergaard Larsen skyldes den fortsatte nedlæggelse af arbejdet på BTMX, at man her føler sig særligt hårdt ramt i den nye strategi.

- Jeg tror, at folk oplever, at vi bliver ramt meget hårdt den her gang. Det er meget dramatisk at udflytte hele redaktionssekretariatet, som er så meget en del af BT’s dna. Det er dramatisk og uacceptabelt, siger han.

Medarbejderne protesterer blandt andet over, at Berlingske Media som en del af strategien vil virksomhedsoverdrage 17 medarbejdere til selskabet Wunderkind. 14 stillinger nedlægges.

De i alt 32 ansatte står i dag for avisens sideopsætning.

Den nye strategi for Berlingske Media medfører en spareplan hvor i alt 93 stillinger i hele koncernen nedlægges.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst