Medarbejdere på efteruddannelse er styrtdykket

Antallet af 3F-medlemmer, der videreuddanner sig, er faldet med 15 procent på blot et år. Bekymrende, siger S.

Medarbejdere på efteruddannelse er styrtdykket

Det går den gale vej med at opkvalificere og efteruddanne den danske arbejdsstyrke.

Antallet af fastansatte medarbejdere, der tager efteruddannelse på AMU-kurser, er styrtdykket i løbet af bare et år, viser nye tal fra 3F, som Avisen.dk har fået indsigt i.

Det er først, når de faglærte og ufaglærte medlemmer melder sig i arbejdsløshedskøen, at de sætter sig på skolebænken.

- Det er på alle måder en ond cirkel. Mens virksomhederne skriger på omstillingsparat arbejdskraft, betyder den manglende efteruddannelse, at der bliver mindre og mindre af den, siger forbundssekretær i 3F, Per Christensen, til Avisen.dk.

- Og den dag folk mister arbejdet, kan de ikke søge et andet sted hen, fordi de mangler kompetencer, tilføjer han.

Antallet af 3F'ere, der tager et AMU-kursus, er overordnet set faldet med 15 procent på bare et år, viser tal fra 2011-2012.

Men tallet dækker over en stor forskel på arbejdsløse og arbejdende. Isoleret set gør flere arbejdsløse 3F'ere brug af AMU-kurser. Men kigger man derimod på folk i arbejde, viser tallene et fald på næsten 25 procent i antallet af personer, der tog et AMU-kursus.

Er der noget, som danske virksomheder ikke har brug for, så er det mindre uddannelse blandt de ansatte, lyder det fra Håndværksrådet:

- Vores medlemmer har brug for arbejdskraft, der hele tiden er opdateret. De skal kunne de nyeste ting for at omstille sig og være mere produktive, siger Heike Hoffmann, erhvervspolitisk konsulent.

3F forklarer faldet med to ting: På den en side er refusionen til arbejdsgiverne, der sender ansatte på et AMU-kursus, blevet nedsat fra 100 procent af dagpengetaksten til 80 procent. Det fjerner incitamentet til at sende medarbejdere på efteruddannelse.

Den anden side er, at virksomhederne har skåret så langt ned i bemandingen, at de ikke har råderum til at sende folk af sted på kurser, lyder det.

Det er en bunden opgave for regeringen, at flere ufaglærte og faglærte efter- og videreuddanner sig, lyder det fra S.

- Vi skal have dygtigere medarbejdere, så vi står godt i forhold til globaliseringen. Når krisen er overstået, får vi brug for specialiserede folk for at tage imod de opgaver, der kommer, siger Leif Lahn Jensen (S).

Han opfordrer arbejdsgiverne til at gøre brug af de muligheder, som regeringen har givet i form af den midlertidige forhøjelse af jobrotationsydelsen. Det vil både give efteruddannelse til ansatte og få nogle ledige ind på arbejdsmarkedet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst