Medarbejdere udvikles
Ældreområdet starter efter påske et udviklingsprojekt.
Lovgivningen har skærpet kommunernes forpligtigelse til at arbejde sundhedsfremmende, forbyggende og rehabiliterende hos den enkelte borger. Derfor skal alle social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter på et otte-dages kursus, hvor de undervises i at arbejde på denne måde, hvor fokus vil være at vedligeholde og forbedre borgernes funktionsniveau. Kurserne laves i samarbejde med SOSU Nord og konsulentfirmaet Korslund og Kloster. Der skal godt 500 medarbejdere af sted på kursus i det kommende års tid. For borgerne betyder det, at når de modtager hjemmehjælp, vil hjælpen have fokus på den enkelte borgers ressourcer, og hvordan medarbejderne kan hjælpe borgerne til igen enten at blive selvhjulpen eller minimere behovet for hjælp. Sagt på en anden måde, vil medarbejderne i langt højere grad komme til at gøre tingene sammen med borgeren i stedet for at gøre det for borgerne. På denne måde bevares og styrkes borgernes selvstændighed og selvbestemmelse. Projektet er lavet som et jobrotationsprojekt, således Ældreområdets medarbejdere afløses af ledige borgere i kommunen. Disse vikarer er pt. i gang med at blive introduceret til arbejdet i Ældreområdet. Introduktionen startede i november 2011 i de forskellige områder. Den praktiske introduktion har været afbrudt af et skoleforløb på 6 uger, hvor de har haft teoretisk undervisning. På denne måde er det sikret, at vikarerne er godt klædt på til at afløse for de faste medarbejdere, når deres kurser starter 16. april. - Ældreområdet er et område, hvor der hele tiden stilles nye lovkrav og borgernes forventninger ændres, siger ældrechef Bodil Christiansen. I takt med velfærdssamfundet har udviklet sig, er den enkelte borger også blevet mere bevidst om sin selvstændighed og selvbestemmelsesret, hvilket er den fornemste opgave for os i Ældreområdet at understøtte. - Vi er meget spændte på at komme i gang med projektet, der netop har fokus på dette, og vi forventer os meget af det.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.