Medarbejdere ved hvad de skal gøre

Musikkens Hus er blevet demensvenlig og medarbejderne skolet til at hjælpe bedre

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Medarbejderne er blevet skolet til bedre at hjælpe demensramte.

Borgere med demens kan sagtens få et godt og aktivt liv, men det kræver viden og en omsorgsfuld hånd fra omgivelserne. Dét har medarbejderne i Musikkens Hus.

Her er man altid klar med en håndsrækning med at finde sit sæde eller hjælp til at tælle mønterne til et glas hvidvin i pausen.

Der skal ikke meget til for at give mennesker med demens et aktivt liv så tæt på det normale som muligt, hvis bare omgivelserne er klædt på med tilstrækkelig viden.

Derfor har Musikkens Hus i samarbejde med Aalborg Kommune og Alzheimerforeningen givet medarbejderne uddannelse, som giver dem mulighed for at spotte borgere med demens og vise dem særlige hensyn.

Det har givet Musikkens Hus æren af at være landets første demensvenlige kulturinstitution.

- Vores medarbejdere er i forvejen utrolig observante, servicemindede og hurtige til at spotte gæster, der har brug for hjælp og vejledning, men kurset har givet dem en indsigt i de særlige udfordringer, mennesker med demens kan have. Jeg er stolt af æren, der understøtter, at vi vil være et rart sted at være for alle, siger Lasse Rich Henningsen, adm. direktør i Musikkens Hus. Et eksempel på noget konkret, som medarbejderne nu er mere bevidste om, er det det sorte gulvtæppe mellem foyeren og Koncertsalen.

- For borgere med demens kan et mørkt underlag forekomme som et sort hul, hvorfor det er en stor hjælp for dem, hvis en medarbejder fortæller dem, de skal passere et sort gulvtæppe for at komme ind i Koncertsalen, siger Karin Boye Nielsen, frivillighedskoordinator i Aalborg Kommune.

Hun arbejder til dagligt med at engagere frivillige på Aalborg Kommunes ældre- og sundhedsområde og er tovholder på et større projekt med at uddanne kommunens borgere til såkaldte demensvenner, borgere med særlig indsigt i de hensyn, der skal vises demensramte.

Aalborg Kommune er én af landets første demensvenlige kommuner og del af "Demensrummet", som handler om at gøre landets kommuner demensvenlige.

- Ingen skal stå alene med sin demens - derfor vil vi gerne udbrede kendskabet blandt alle byens borgere. Ofte skal der ikke særlig meget til, og hvis folk vidste det, så ville vi kunne gøre livet bedre for mange mennesker, siger Karin Boye Nielsen videre.

Også hos Alzheimerforeningen bringer det glæde, at Musikkens Hus er blevet demensvenligt.

- Jeg er rigtig glad for, at Musikkens Hus er demensvenligt. Det er fantastisk, at en kulturinstitution åbner op og inkluderer mennesker, så de kan tage del i et aktivt samfundsliv så lang tid som muligt, siger Birgitte Vølund, formand for Alzheimerforeningen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst