Meddelagtig i overgreb

Friheds- og menneskerettighederne er i disse år under voldsomt pres fra udemokratiske kræfter.

Flemming Erslev

Flemming Erslev

Vedtagne FN-resolutioner m.v. efterleves ikke af de enkelte medlemsstater, når disses økonomiske eller politiske interesser står på spil, hvilket i sidste instans kan blive en trussel mod FN's fortsatte eksistens og berettigelse. Et af de sorteste kapitler i menneskerettens historie er Kinas overgreb på Tibet. Et kulturelt folkemord, som har medført ufattelige lidelser og har stået på i 60 år med den frie verdens stiltiende billigelse. Når tibetanerne i dag, 10. marts, fejrer deres nationaldag, er det med bevidstheden om, at støtterne falder fra én efter én. Senest Danmark, der ellers altid har været fortaler for frihed og menneskerettigheder. Folketingets udenrigspolitiske nævn godkendte 9.12.09 en ”verbalnote”, hvor Danmark bl.a. anerkender Kinas suverænitet over Tibet og modsætter sig Tibets uafhængighed. Den danske regering har nu for første gang officielt anerkendt Tibet som en del af Kina og har dermed anerkendt en ulovlig besættelse og anneksion. Uanset hvad regeringen hævder, antyder den uheldige formulering en holdningsændring, som strider mod tiltrådte FN-resolutioner og folkeretten, efter hvilken Tibet den dag i dag må betragtes som et ulovligt besat, selvstændigt land. Erklæringen indeholder intet om tibetanernes rettigheder og er dermed med til at underminere ønsket om selvbestemmelse. Ét-Kina-politikken, som der fra flere sider henvises til, har normalt ikke været anvendt i forbindelse med Tibets status, men har alene refereret til det forhold, at Folkerepublikken Kina kun vil acceptere diplomatiske forbindelser med lande, der anerkender folkerepublikken som det eneste legitime Kina og ikke anerkender eller har diplomatiske relationer med Republikken Kina (Taiwan). Det er rigtigt, at Dalai Lama har arbejdet for at finde en løsning med reelt selvstyre eller autonomi med kulturel og religiøs frihed og respekt for menneskerettighederne inden for rammerne af Folkerepublikken Kina. Men han har aldrig anerkendt, at Tibet er en del af Kina. Specielt et land som Danmark med en lang demokratisk tradition bør respektere, at Tibets fremtidige status er et spørgsmål, som suverænt kun kan afgøres af det tibetanske folk. Folketinget vedtog i torsdags en opfordring til regeringen om at arbejde for forbedringer i menneskerettighedssituationen m.v. i Tibet. Men skaden er sket. Grundlæggende diplomatiske spilleregler er brudt, og det vil fremover være svært at tage Danmark alvorligt som fortaler for frihed, demokrati og menneskerettigheder. Når et land overtræder menneskeretten, har verdenssamfundets normale straf været handelssanktioner og lignende. Kina har dygtigt udnyttet sin økonomiske magt og det splittede verdenssamfund og fået vendt tingene på hovedet. Hvis et land vover at kritisere Kinas brud på menneskerettighederne i Tibet eller andre steder, falder der straks trusler om sanktioner. Specielt problematisk er, at det er lykkedes Kina at splitte EU-landene i Tibet-spørgsmålet. Der er behov for en forenet europæisk holdning, hvis EU skal fremstå som en troværdig magt. Det tibetanske problem er historien om kolonistyre, Folkerepublikken Kinas undertrykkelse af Tibet og det tibetanske folks afvisning af dette styre. Når fremmede regeringer som den danske går ind og tager aggressorens parti for at opnå økonomiske og politiske fordele, får denne samtidig en andel i folkerepublikkens udbytning af Tibet og overgreb på det tibetanske folk. Konflikten mellem Tibet og Kina stiller spørgsmål ved vores integritet, hvordan vi forholder os til undertrykkelse, kulturudryddelse og folkedrab; om medmenneskelighed og menneskerettigheder er noget, der alene eksisterer på papiret, eller noget, som vi efterlever i praksis og holder hinanden fast på. Hvis EU og USA samlet står fast på de vedtagne FN-resolutioner om Tibets ret til uafhængighed, vil det gavne muligheden for en forhandlingsløsning. Kina er en stærk økonomisk magt. Men i en globaliseret verden er landet lige så afhængigt af omverdenen, som denne er af Kina. Alle har en interesse i, at Kina påtager sig sin rolle som en ansvarlig deltager i verdenssamfundet, men dette vil ikke ske uden pres udefra.