Medicinalgigant søger om vaccinegodkendelse i Canada

Johnson & Johnson har søgt om godkendelse af coronavaccine hos de canadiske myndigheder.

OTTAWA:Den amerikanske medicinalvirksomhed Johnson & Johnson har søgt om godkendelse af sin kandidat til en coronavaccine hos de canadiske sundhedsmyndigheder, Health Canada.

Det skriver landets premierminister, Justin Trudeau, tirsdag på sin Twitter-profil.

- Alt dette er lovende, og det betyder, at vi nærmer os slutningen på denne krise. Men vi er ikke der endnu, advarer regeringschefen dog.

Han betoner også, at canadierne skal blive ved med at følge retningslinjerne for at inddæmme smittespredning med coronavirus - at holde afstand og sørge for god håndhygiejne.

I forvejen har Pfizer, Moderna og AstraZeneca alle tre søgt om godkendelse af deres respektive vacciner i Canada, bekræfter Justin Trudeau også i et tweet.

Her lyder det endvidere, at såfremt Modernas vaccine mod coronavirus er sikker og bliver godkendt, vil landet få del i virksomhedens første produktionspulje.

Vaccinen, skulle den blive godkendt, kommer som et lys i mørket for Canada, der som mange andre lande har været hårdt presset af coronapandemien igennem foråret.

I alt har landet registreret 381.505 smittede med coronavirus.

Johnson & Johnson har indgået aftaler med mange lande om vaccinelevering, såfremt deres kandidat godkendes.

Også Danmark er tiltrådt en aftale i EU-regi, som Johnson & Johnson har indgået. Den betyder, at over fem millioner borgere kan vaccineres, hvis vaccinen godkendes.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.