Medie: 19 personer sigtes i sag om matchfixing i Belgien

Sagen om mulig svindel i belgisk fodbold førte fredag til, at 19 personer ifølge AFP blev sigtet i sagen.

Fodbold 12. oktober 2018 13:18

Anklagemyndigheden i Belgien har fredag sigtet 19 personer og tilbageholdt ni i en sag om mulig matchfixing og anden økonomisk svindel i belgisk fodbold.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Sigtelserne kommer, efter at politiet i Belgien onsdag gennemførte en række razziaer blandt belgiske klubber, herunder store klubber som Anderlecht, Standard Liege og Club Brugge.

Sidstnævntes cheftræner, Ivan Leko, er også blevet afhørt i sagen.

Også Gent fik onsdag besøg af politiet, samme dag hvor klubben præsenterede danske Jess Thorup som cheftræner.

AFP skrev torsdag, at en topdommer var blandt de personer, som undersøges for snyd.

Anklagemyndigheden i Belgien skulle ligeledes have udstedt to arrestordrer uden for landet.

Sagen handler om flere store europæiske fodboldklubber, der onsdag blev ransaget af politiet.

I alt blev der foretaget 44 ransagninger i Belgien samt yderligere 13 i alt i Frankrig, Luxembourg, Cypern, Montenegro, Serbien og Makedonien.

Anklagemyndigheden i Belgien har i et år indsamlet materiale om mistænkelige pengeoverførsler, der involverer fodboldagenter.

Materialet indikerer også, at matchfixing har fundet sted.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...