Medie: Biden har udset sig sin kommende sundhedsminister

Joe Biden vil nominere 62-årig delstatsminister med latinamerikanske rødder som leder af sundhedsministeriet.

USA's kommende præsident, Joe Biden, planlægger at nominere Californiens justitsminister, Xavier Becerra (foto), som sundhedsminister i USA.

USA's kommende præsident, Joe Biden, planlægger at nominere Californiens justitsminister, Xavier Becerra (foto), som sundhedsminister i USA.

WASHINGTON:USA's kommende præsident, Joe Biden, har udset sig Californiens justitsminister, Xavier Becerra, som sundhedsminister i sin regering.

Det oplyser kilder med kendskab til Bidens arbejde med at sammensætte sin administration til avisen New York Times ifølge Reuters.

Som leder af sundheds- og omsorgsministeriet vil den 62-årige Becerra, som tidligere har været medlem af Kongressen i Washington, få et hovedansvar i at håndtere coronapandemien.

Myndighederne i USA kæmper med en ny bølge af virusset, som indtil videre har kostet over 282.000 amerikanere livet ifølge Johns Hopkins University.

Bliver Becerra godkendt af Senatet, får han kontrol over områder som lægemidler, vacciner, medicinsk forskning og sundhedsforsikringsprogrammer, der omfatter 130 millioner amerikanere, skriver nyhedsbureauet AP.

I sin tid i Kongressen bidrog Xavier Becerra med at få godkendt daværende præsident Barack Obamas sundhedsreform - kendt som Obamacare - i 2009 og 2010.

Som justitsminister i Californien har Becerra stået i spidsen for en gruppe af 20 demokratisk-ledede delstater, som går imod nuværende præsident Donald Trumps forsøg på at afvikle Obamacare.

Xavier Becerra har latinamerikansk baggrund, og han var i sine år i Kongressen kendt som en åbenmundet fortaler for latinamerikaneres rettigheder i USA.

Ifølge New York Times har organisationer, der repræsenterer latinamerikanske vælgere, udtrykt utilfredshed over en mangel på latinoer i Bidens kommende regering.

- Biden lever op til sit løfte, om at regeringen skal afspejle forskellighed, siger Robert Garcia, der er borgmester i Long Beach i Californien, om den ventede nominering af Becerra ifølge Reuters.

Biden har officielt nomineret en enkelt latino - den cubanskfødte Alejandro Mayorkas - til posten som minister for indenlandsk sikkerhed.

En officiel udmelding fra Joe Biden om Xavier Becerra kan komme allerede mandag.

Den 78-årige Joe Biden skal have sin regering på plads, inden han tiltræder som præsident den 20. januar.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.