Medie: Danske mødre fra syriske fangelejre sigtet for terror

Regeringen meddelte i maj, at tre danske mødre og deres 14 børn skal hjemtages fra to fangelejre i Syrien.

Tilbage i maj meddelte udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S), at regeringen vil hjemtage tre mødre og op mod 19 børn med dansk tilknytning fra syriske fangelejre. Men det er fortsat ikke sket. Her ses ministrene under Folketingets åbning tirsdag.

Tilbage i maj meddelte udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S), at regeringen vil hjemtage tre mødre og op mod 19 børn med dansk tilknytning fra syriske fangelejre. Men det er fortsat ikke sket. Her ses ministrene under Folketingets åbning tirsdag.

KØBENHAVN:Evakueringen af tre danske mødre og deres 14 børn fra syriske fangelejre er meget tæt på.

Det sagde udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) for et par uger siden.

Hverken mødre eller børn er i Danmark endnu, men allerede inden deres ankomst, står det ifølge DR's oplysninger klart, at mødrene er sigtet for terror.

Det viser retsdokumenter, som DR Nyheder har fået indsigt i.

Kvinderne er ifølge DR Nyheder blevet sigtet ved retsmøder i sommer. I al hemmelighed. Det skete ved grundlovsforhør, der fandt sted for såkaldt dobbeltlukkede døre.

Det betyder, at offentligheden ikke kan få de præcise detaljer i sigtelserne. Politiets journalnumre i sagerne afslører dog ifølge mediet, at sagerne handler om terror.

Kvinderne er varetægtsfængslet in absentia. Altså uden at kvinderne selv var til stede i retten. Det betyder også, at de skal stilles for en dommer senest 24 timer efter ankomsten i Danmark.

Tilbage i maj meddelte regeringen - efter at have ment det modsatte længe - at den vil hjemtage de tre danske mødre og deres 14 børn.

Desuden arbejdes der på at hjemtage yderligere fem børn med dansk tilknytning. Dog uden at deres tre mødre kommer med til Danmark. Men det kræver samtykke fra mødrene, der har fået frataget deres danske statsborgerskab administrativt.

Det understregede udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på et samråd i slutningen af september.

- Der er desværre ingen ideelle løsninger på den tragiske situation, disse kvinder har sat deres børn i, sagde han.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har tidligere gentagne gange udtalt, at hun ikke ville have mødrene og deres børn hjem.

Årsagen var, at mødrene havde meldt sig under fanerne hos den militante bevægelse Islamisk Stat og derfor blev vurderet til at udgøre en sikkerhedstrussel mod Danmark.

Regeringens støttepartier pressede imidlertid hårdt på for at få mødrene hentet til Danmark.

De sidste fem børns i alt tre mødre er statsborgere i henholdsvis Iran, Marokko og Somalia.

I sidste måned kom det frem, at en af mødrene, som får en billet hjem til Danmark, og som altså ifølge DR Nyheder er sigtet for terror, faktisk har dobbelt statsborgerskab.

Uden at gå i detaljer har Tesfaye udtalt, at der laves en undtagelse for kvinden, der ifølge flere medier er mor til syv børn.

- Her er vi i en situation, hvor vi gør en undtagelse, fordi der er nogle særlige omstændigheder i den her sag, sagde Tesfaye til DR, efter at blå blok havde ytret kritik.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.