Medie: FA vil åbne Wembley i engelsk sæsonafslutning

I øjeblikket står Premier League stille på ubestemt tid på grund af udbruddet af coronavirus

"For alle" står der over indgangen til Wembley i London, og det kan være, at det budskab skal tages bogstaveligt for klubberne i Premier League i den kommende tid, hvis der igen kan blive spillet fodbold i England.

"For alle" står der over indgangen til Wembley i London, og det kan være, at det budskab skal tages bogstaveligt for klubberne i Premier League i den kommende tid, hvis der igen kan blive spillet fodbold i England.

FODBOLD:Det Engelske Fodboldforbund (FA) tilbyder at stille Wembley og det nationale træningscenter i England til rådighed for at få afsluttet sæsonen i Premier League.

Det skriver den engelske avis The Times, som har talt med en kilde med indsigt i planerne.

I øjeblikket står Premier League stille på ubestemt tid på grund af udbruddet af coronavirus. Men håbet er, at man vil kunne spille fodbold igen og afslutte sæsonen.

Og når det eventuelt sker, vil FA åbne portene til Wembley i London samt St. George's Park, det nationale fodboldcenter, nær Burton upon Trent.

Wembley ville kunne afvikle flere kampe på samme dag og samtidig hjælpe med at mindske rejseaktiviteterne.

Al fodbold i England har været lukket ned siden 13. marts. En eventuel genopstart af Premier League-sæsonen er afhængig af sundhedsmyndighedernes anbefalinger og rådgivning fra regeringen.

- Når vi kender længden på nedlukningen og strategien fremadrettet, så kan vi se på de muligheder, der er til rådighed, siger kilden til The Times.

Ifølge avisen er det usandsynligt, at fans vil blive tilladt adgang til kampene.

Fordelen ved at benytte FA's tilbud er, at klubberne ville kunne benytte træningscenterets 13 baner - fem af dem med lysanlæg. Derved vil spillerne kunne træne isoleret før kampe.

Desuden har træningscenteret tæt på anlægget et hotel med 228 gæsteværelser.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.