Medie: Mourinho får betinget dom og bøde i skattesag

Den portugisiske fodboldmanager tildeles et års betinget fængsel og en større bøde for skatteunddragelse.

Ritzau
José Mourinho har stået i spidsen for Manchester United siden 2016. Foto: Lindsey Parnaby/arkiv/Ritzau Scanpix
Fodbold 4. september 2018 12:39 - Opdateret 4. september 2018 15:21

Manchester Uniteds manager, José Mourinho, har indgået en aftale med de spanske skattemyndigheder i en sag om skatteunddragelse.

Det skriver det spanske medie El Mundo ifølge Reuters.

Portugiseren tildeles en betinget fængselsdom på et år og en bøde på lige under to millioner euro (lige under 15 millioner danske kroner), skriver El Mundo.

De spanske skattemyndigheder rejste i juni 2017 en sag mod træneren, der blev beskyldt for at have ført 3,3 millioner euro, cirka 24,5 millioner kroner, uden om skattesystemet.

Skatteunddragelsen skulle være sket i to tilfælde, én gang i 2011 og én gang i 2012.

Mourinho modtager en fængselsdom på seks måneder for hver forseelse og en bøde, på hvad der svarer til 60 procent af det beløb, han er blevet beskyldt for at unddrage, skriver El Mundo.

Da fængselsdommen i alt beløber sig til mindre end to år, kan dommen ifølge spansk lovgivning gøres betinget.

Manageren erklærer sig i forbindelse med aftalen med skattemyndighederne skyldig i ikke at indberette penge, Mourinho har tjent på billedrettigheder.

I en lignende sag om skatteunddragelse indgik Mourinhos landsmand superstjernen Cristiano Ronaldo i juli også en aftale med de spanske skattemyndigheder efter at være blevet beskyldt for skatteunddragelse.

Ronaldos bøde var dog markant større, end den Mourinho har fået, idet Juventus-angriberen indvilgede i at betale 18,8 millioner euro tilbage.

José Mourinho har stået i spidsen for Manchester United siden 2016.

Før tiden i den engelske storklub er det blevet til ophold i Chelsea i to omgange, Real Madrid, Inter og Porto.

Den 55-årige portugiser vandt Champions League med de to sidstnævnte klubber i henholdsvis 2010 og 2004.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...