Fodbold

Medie: Sorte penge florerer i dansk fodbold

40 spillere i dansk fodbold fortæller anonymt, at de har kendskab til ulovlig aflønning med sorte penge.

Spillere fortæller, at der er fodboldklubber i lavere danske rækker, der udbetaler sorte penge. Billedet er taget fra en tilfældig træning og har ikke noget med undersøgelsen at gøre.

Spillere fortæller, at der er fodboldklubber i lavere danske rækker, der udbetaler sorte penge. Billedet er taget fra en tilfældig træning og har ikke noget med undersøgelsen at gøre.

KØBENHAVN:40 spillere fra lavere danske fodboldrækker fortæller i en anonym rundspørge til TV2 Sport, at de har konkret kendskab til ulovlig aflønning med sorte penge i dansk fodbold.

Ingen står frem med navn, men spillerne fortæller gerne om det, der lader til at være en offentlig hemmelighed i miljøet.

En spiller fra 2. division fortæller, at han modtager sorte penge fra den klub, han selv spiller i.

- Jeg tror da, at de fleste divisionsklubber - ud over dem, der må skrive kontrakter - giver sorte penge, siger han til TV2 Sport.

I undersøgelsen har TV2 Sport spurgt 80 spillere, om de har kendskab til ulovlig aflønning i dansk fodbold.

Af dem fortæller 40, at de selv har modtaget, eller at de har konkret kendskab hertil.

- Det er meget udbredt. Folk skifter klub hele tiden, alt efter hvor de kan få flest sorte penge. Det er lidt som Det Vilde Vesten, fortæller en spiller til TV2 Sport.

Beløbene varierer angiveligt fra et par tusinde kroner op til 15.000 kroner om måneden.

Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen, kalder resultatet af undersøgelsen for uacceptabel.

- Vi gør rigtig meget, og jeg kan garantere, at man bliver sanktioneret hårdere end i noget andet erhverv. Det er ikke noget, vi vil have. Det er uacceptabelt for klubberne, for os og for alle, siger direktøren.

/ritzau/