Medie: Steven Gerrard er ny chef i skotsk storklub

Sky Sports oplyser, at Liverpool-ikonet Steven Gerrard bliver manager for Rangers FC på en treårig aftale.

Ritzau
Sky Sports skriver, at Steven Gerrard bytter U18-holdet i Liverpool ud med den skotske storklub Rangers FC. Foto: Reuters/Paul Childs
Fodbold 4. maj 2018 10:30 - Opdateret 4. maj 2018 17:26

Liverpool-legenden Steven Gerrard er ny manager i den skotske storklub Rangers FC.


Det meddeler Sky News efter flere dages rygter. Gerrard har ifølge tv-stationen indgået en treårig aftale med Glasgow-klubben.
Rangers FC har endnu ikke bekræftet, at Gerrard overtager styringen i den hæderkronede klub, der har vundet det skotske mesterskab 54 gange.
De seneste år har holdet dog stået i skyggen af lokalrivalen Celtic, der har hentet titlen syv gange i træk.
I den periode har Rangers været konkurs og kæmpet sig tilbage til Premier League efter en tvangsnedrykning til fjerdebedste række.
37-årige Steven Gerrard indstillede for to år siden sin aktive karriere og har siden trænet U18-holdet i Liverpool.
Gerrard spillede det meste af sin karriere i Liverpool og var i mange år indbegrebet af den engelske traditionsklub.
Han afsluttede med en sæson hos Los Angeles Galaxy i amerikansk fodbold fra 2015 til 2016.
Sky Sports oplyser, at Gerrard vil underskrive kontrakten med Rangers senere fredag og få Gary McAlllister som assistent.
Rangers FC har i øjeblikket Graeme Murty som manager. Klubben indtager en tredjeplads i den skotske liga.
/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...