Medie: Swansea vil tale med Laudrup

Den engelske Premier League-klub vil ifølge Daily Mirror have et møde med Michael Laudrup.

Medie: Swansea vil tale med Laudrup

Swansea er på udkig efter en ny manager, og noget kunne tyde på, at Michael Laudrup er blandt kandidaterne.

Den engelske avis Daily Mirror skriver således, at Premier League-klubbens formand, Huw Jenkins, har talt med det ledige danske trænerikon og planlagt et møde på ferieøen Cypern.

Den lille engelske klub har netop solgt dens tidligere manager, Brendan Rodgers, til Liverpool for omkring 64 millioner kroner og mangler derfor en afløser til den kommende sæson i Premier League.

Swansea rykkede op i den bedste engelske række forud for sidste sæson og klarede sig strålende med en 11.-plads.

Michael Laudrup har gået arbejdsløs siden efteråret, hvor han sagde sit job på Mallorca op efter uenigheder med klubbens sportsdirektør, Lorenzo Serra Ferrer.

Laudrup har tidligere været træner for Brøndby, Getafe og Spartak Moskva. Derudover har han været assistent under Morten Olsen på landsholdet.

/ritzau/