Medie: Tegn på mindst to selvmordsbombe-planer i München

Seneste meldinger fra politiet i München lyder på, at en islamistisk gruppe står bag trussel om nytårsangreb.

Udland 1. januar 2016 02:12 - Opdateret 1. januar 2016 09:59
Nytårsfesten i München blev kort før midnat erstattet af massivt politiopbud og terroralarm efter "konkrete" beviser på et muligt angreb i den sydtyske storby.

Politiet har evakueret to togstationer i byen, mens alle opfordres til at holde sig væk fra store forsamlinger.

Radiostationen Bayerischer Rundfunk erfarer, at der er indikationer på to selvmordsbombere.

Oplysningerne om et muligt angreb stammer ifølge radiostationen fra Frankrig, hvor bevæbnede mænd gik til angreb flere steder i hovedstaden Paris i november.

Ved angrebet mistede 130 mennesker livet, og et lignende attentat var muligvis ved at blive udført i München, skriver Bayerischer Rundfunk på sin hjemmeside.

Angiveligt har en islamistisk gruppe haft planer om at udføre angreb forskellige steder i München, men denne oplysning er ikke bekræftet af politiet.

En talskvinde for politiet bekræfter dog, at truslen om et angreb har forbindelse til en islamistisk gruppering.

Avisen Süddeutsche Zeitung skriver, at seks personer bliver efterforsket af politiet.

Både hovedbanegården i München og stationen München-Pasing er blevet evakueret, og ingen tog kører til stationerne.

Evakueringen skete omkring klokken 23 lokal tid, men truslen er fortsat gældende efter klokken 01, meddeler politiet.

- Vi gør udtrykkeligt opmærksom på, at vi stadig tager truslen meget alvorlig! Vær på vagt! På trods af den alvorlige situation lader vi os ikke kue: Godt nytår til jer alle! Og vær forsigtige, skriver politiet på Twitter.

Münchens politikorps har sendt advarslen ud på en række sprog efterfølgende, så turister i byen også er orienteret. Beskeden er blandt andet skrevet på engelsk, fransk og polsk.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...