Medie: Tyrkisk embedsmand har billeder af falsk Khashoggi

I afdød journalists tøj sneg en mand sig ud ad bagdør til konsulat, siger en tyrkisk embedsmand til CNN.

En person, der er blandt de mistænkte for drabet på den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi, blev fanget på kameraer i journalistens tøj, efter at Khashoggi var blevet dræbt.

Det vurderer en højtstående tyrkisk embedsmand ifølge CNN. Tv-stationen har fået fat i billederne, der er en del af den tyrkiske regerings efterforskning.

Her ser det ifølge CNN ud til, at manden forlader konsulatet iført Khashoggis tøj, et falsk skæg og briller.

Den samme 57-årige mand blev efterfølgende set i Khashoggis tøj ifølge den tyrkiske efterforskning ved byens kendte attraktion Den Blå Moské.

Manden optræder på overvågningsfoto ved moskéen, få timer efter at journalisten sidst blev set 2. oktober. Det var her, han trådte ind af døren til Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul.

Manden på billederne er af embedsmænd blevet identificeret som Mustafa al-Madani. Han er angiveligt en del af den gruppe, der ifølge efterforskere skal have stået bag drabet.

Khashoggi var på ambassaden i starten af oktober, da han havde en aftale for at få nogle dokumenter til sit kommende bryllup. Imens stod hans forlovede og ventede på ham udenfor.

Saudi-Arabien er kommet med forskellige forklaringer på, hvad der er sket med journalisten. Først blev det nægtet, at han var død på ambassaden.

Senere blev det forklaret, at hans død var resultatet af en nævekamp. Men søndag kom der en ny forklaring.

Til Reuters fortalte en embedsmand, at et saudisk hold på 15 var sendt til konsulatet for at lægge pres på Khashoggi.

Til dem skulle Khashoggi have fortalt, at han havde folk udenfor, der ville kontakte de tyrkiske myndigheder, hvis han ikke kom ud.

En samtale om trusler mellem de to parter skulle efter sigende være løbet løbsk. Det endte med at der blev taget kvælertag på journalisten, som ifølge forklaringen førte til hans død.

Men den forklaring bliver afvist af Yasin Aktay, der er en af den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogans rådgivere.

- Man kan ikke undgå at undre sig over, hvordan der kunne have været en nævekamp mellem 15 unge kampeksperter (...) og en 60-årig Khashoggi, der er alene og forsvarsløs, siger han.

Erdogan vil mandag på et møde diskutere sagen med tyrkiske ministre.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.