Medie: Valgren til Astana

Astana bekræfter over for Ekstra Bladet, at holdet har indgået aftaler med yderligere to danskere fra 2017

Michael Valgren kan blive holdkammerat med Jakob Fuglsang på Astana. Arkivfoto: THOMAS SJØRUP/Scanpix
Sport 13. juli 2016 15:01 - Opdateret 14. juli 2016 08:22

MONTPELLIER: Cykelrytteren Jakob Fuglsang får i næste sæson to danske holdkammerater på Astana.

Det kasakhiske cykelhold bekræfter onsdag overfor Ekstra Bladet, at man henter to unavngivne danske ryttere.

- Ja, begge kontrakter er underskrevet. Det drejer sig om en bjergrytter og en rytter til klassikerne, siger Astanas sportsdirektør, Dmitriy Fofonov, til avisens hjemmeside.

Passer perfekt ind

I henhold til Den Internationale Cykelunions (UCI) reglement må Astana først offentliggøre navnene på de to danskere 1. august.

Astanas teammanager, Alexandr Vinokurov, udtalte sig i sidste uge positivt til Ekstra Bladet omkring de to Tinkoff-danskere Jesper Hansen og nordjyske Michael Valgren fra Østerild i Thy.

De to ryttere passer i givet fald perfekt ind i beskrivelsen.

Væk fra Tinkoff

Valgren indrømmede tidligere på ugen, at han har underskrevet en kontrakt med et nyt hold, mens bjergrytteren Jesper Hansen har afvist at kommentere sin fremtid.

Det har i længere tid været sikkert og vist, at de to danskere skulle væk fra Tinkoff, der lukker ned efter den igangværende sæson.

31-årige Jakob Fuglsang har kørt for Astana siden 2013.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...