Medieforskere: Svensk tv blander sig i valget efter omstridt debat

SVT har taget afstand fra en partileders udtalelse. Forskere mener, at SVT kommer til at blande sig i valget.

Ritzau
Sverigedemokraternas Jimmie Åkesson efter SVT's partilederdebat fredag aften. Sverige går til valg søndag. Foto: 11610 Stina Stjernkvist/TT/Ritzau Scanpix
Politik 8. september 2018 11:19 - Opdateret 9. september 2018 09:28

Det er ikke det bedste træk for den svenske tv-kanal SVT, at den har taget afstand fra Sverigedemokraternas Jimmie Åkessons udtalelser i en tv-debat.

Også selv om tv-stationen har forklaret, at den er forpligtet til at tage afstand på grund af loven. Det vurderer medieforsker Lars Kabel, der er lektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- Jeg tror ikke, at det var særlig fornuftigt at gøre det to dage før et valg. Også selv om at SVT gerne vil tage afstand og er bange for at komme til at stå juridisk og moralsk til ansvar for nogle meget hårde udtalelser, siger han og tilføjer:

- De kommer på en måde til at blande sig i valget, selv om jeg ikke tror, at det var deres mening.

Det var efter en partilederdebat på SVT fredag aften, at tv-kanalens tv-vært stillede sig frem og udtalte, at partileder Jimmie Åkessons udtalelse var "groft generaliserende", og at kanalen tager afstand fra den.

Under debatten havde Jimmie Åkesson sagt om indvandrere, at "de passer ikke ind i Sverige".

Eva Landahl, der er ansvarlig for SVT's valgdækning, har efterfølgende udtalt, at tv-kanalen har et ansvar for at tage afstand fra den ifølge hende generaliserende udtalelse fra en politiker.

SVT henviser til, at kanalen er forpligtet til at tage afstand på grund af den svenske radio- og tv-lov.

I af en særlig demokratiparagraf i loven fremgår det, at en programvirksomhed som helhed skal præges "af den demokratiske styreforms grundidéer og princippet om alle menneskers lige værd og det enkelte menneskes frihed og værdighed".

Frands Mortensen, der er medieforsker ved Aarhus Universitet, mener ligeledes, at SVT's udmelding kan ses som indblanding i valget.

- Denne her afstandtagen var klart en stillingtagen til nogle politiske udsagn, som indgår i en aktuel valgkamp. På den kommer SVT til at blande sig i valgkampen.

- Grundlæggende skal SVT være neutrale i sin nyhedsformidling, og det er de ikke, når de siger det her. På den anden side har de en bestemmelse, der siger, at de skal forsvare de demokratiske grundværdier, siger han.

Hverken Frands Mortensen eller Lars Kabel tror, at man på samme måde vil se dansk tv tage afstand fra en politikers udtalelse. Blandt andet fordi der ikke er samme forpligtelse i loven.

Lars Kabel ser dog en tendens i tiden, hvor medierne er meget opmærksomme på, hvad de viderebringer.

- Publicisterne er i denne tid under pres. De er bange for at skulle stå til ansvar for det, som kilderne siger. Et eksempel er Facebook, der kan komme til at stå til ansvar for hadefulde udtalelser, som de har spredt, siger Lars Kabel.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...