Medieforskere med på en kigger

Når 24 NORDJYSKE sender for første gang i morgen vil kanalen ikke blot blive fulgt tæt af de nordjyskere seeere, men også af de danske medieforskere. - Det er en nyskabelse, der kan minde om en form for CNN i regionaludgave med sit tilbud om en løbende nyhedsopdatering hen over døgnet. Samtidig indvarsler det et skift i tv-forbruget. Hvor tv-kigning hidtil har været forbundet med seernes dagligdag og tv-nyhederne for mange er den traditionelle indgang til en aften foran skærmen, så kan seernen med en nyhedskanal, der tilbyder en løbende nyhedsopdatering hele døgnet, i stedet se de regionale tv-nyheder på de tidspunkter, som man selv har lyst til, siger Jørgen Stigel, medieforsker ved Aalborg Universitet. For de nordjyder, der har behov for en løbende nyhedsopdatering på tv flere gange i løbet af døgnet, vil 24 NORDJYSKE være en stor serviceforbedring, fastslår Jørgen Stigel. - Men det er jo ikke alle mennesker, der føler, at de har brug for at blive opdateret med nyheder døgnet igennem. Derfor bliver det meget spændende at se hvor mange brugere, der vil være til 24 NORDJYSKE, fortsætter Jørgen Stigel. Alene introduktionen af 24 NORDJYSKE vil være med til at flytte medieforbruget hos nordjyderne, spår Jørgen Stigel. I de senere år har danskernes og dermed også nordjydernes medieforbrug været stigende. Vi bruger stadig mere tid på at følge med i nyhedsstrømmen og den udvikling vil 24 NORDJYSKE være med til at forstærke. Såfremt 24 NORDJYSKE bliver en succes, vil andre regionale dagblade være klar til at følge efter og etablere lignende nyhedskanaler over fællesantennenettet, spår medieforskeren Anker Brink Lund, Syddansk Universitet. - Det er en nyskabelse, der passer fint med publikums forventninger om, at deres nyhedsmedier skal være til stede på alle platforme, hvad enten det er dagblade, radio, tv eller internettet. Indtil nu har NORDJYSKE Medier haft succes med at integrere deres medier, og udviklingen på NORDJYSKE følges derfor spændt i andre danske mediehuse, siger Anker Brink Lund. Han mener, at de danske lokale og regionale dagblade i dag står overfor et valg mellem to muligheder. - Enten kan de øvrige dagblade gøre som NORDJYSKE Medier og udvikle sig, så man er synlig døgnet rundt i hele mediebilledet og udnytter hele mediepaletten med både trykte og elektroniske medier. Eller også kan dagbladene vælge at koncentrere sig om deres kernekompetance i snæver forstand - og her skal man være klar over, at i økonomisk henseende er de lokale og regionale dagbladenes kernekompetance ikke at udgive dagblade, men at udgive gratis ugeaviser, påpeger Anker Brink Lund.