EMNER

Medieorgan kritiserer Berlusconi for interessekonflikt

ROM:Det internationale medieorgan Reportere Uden Grænser kritiserede onsdag i en ny rapport den italienske premierminister, Silvio Berlusconi, for ikke at have løst interessekonflikten, der ligger i at være regeringschef og samtidig ejer af en stor del af landets medier. I rapporten anklages Berlusconi også for at blande sig i det statslige tv-selskab RAI's interne anliggender, samtidig med at han har indirekte kontrol med RAI's værste konkurrent, det private Mediaset. - Denne koncentration af et ledende politisk embede og et privatejet medieimperium i hænderne på én person er enestående i Europa, hedder det i rapporten. Det skader især vilkårene for uafhængig tv-journalistik. Berlusconi havde lovet at løse interessekonflikten i løbet af de første 100 dage ved magten, efter at han vandt parlamentsvalget i Italien i maj 2001, men der er endnu ikke gennemført lovgivning på området. Reportere Uden Grænser opfordrer nu det italienske parlament, hvor flertallet er loyal over for Berlusconi, til at tage affære. /ritzau/dpa