Udland

Medier: Anholdte er bombemands universitets-venner

De tre personer, politiet i Boston har anholdt onsdag, gik ifølge flere medier på universitet med bombemanden.

Medier: Anholdte er bombemands universitets-venner

Der er tilsyneladende forbindelser mellem de tre personer, som politiet i Boston har anholdt onsdag, og Dzokhar Tsarnaev, som var den ene af de to brødre, der udførte bombeangrebet mod Boston Marathon 15. april.

Det siger forskellige kilder til flere amerikanske medier.

To af de tre anholdte skulle være kammerater, som Dzokhar Tsarnaev havde på University of Massachusetts-Dartmouthden, og Reuters skriver, at de var klassekammerater med bombemanden.

De tre er anholdt for at have afgivet falsk forklaring til politiet, skriver CNN.

De to er kasakhiske statsborgere, som tidligere har været tilbageholdt af de amerikanske immigrationsmyndigheder for mistanke om snyd med deres visum, siger en kilde til Reuters.

Kilden er ifølge nyhedsbureauet blevet briefet om efterforskningen, men må ikke stå frem med navn af hensyn til den aktuelle sag.

Kilderne siger også, at man mistænker de tre anholdte for at have fjernet en rygsæk fra Tsarnaevs værelse.

Tsarnaev skulle have bedt de tre om at hente rygsækken og smide den væk.

Der er ingen tegn på, at de anholdte har haft forhåndskendskab til bombeangrebet. FBI skulle have efterforsket de tre over de seneste 10 dage.

Den tredje person, der blev tilbageholdt onsdag, er amerikansk statsborger. Alle tre er anholdt for begivenheder, der har fundet sted efter bombeangrebet 15. april.

Ifølge myndighederne, blev bombeangrebet, der kostede tre personer livet og sårede flere end 200, foretaget af Dzokhar Tsarnaev og hans ældre bror Tamerlan.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.