Medier annoncerer ulovligt for 152 mio.

Retspleje 20. marts 2007 05:00

KØBENHAVN: Selvom det har været forbudt siden 2003, omsatte danske medier sidste år for 152 millioner kroner på annoncer for udenlandske bookmakere. Det er en fordobling i forhold til 2005, fremgår det af nye Gallup-tal. Annoncer i radio, tv og online er ikke med i opgørelsen. - Det er meget frustrerende og stødende, men vi kan ikke gøre så meget andet end at afvente det danske retssystem, siger Morten Rønde fra Spillemyndigheden til bladet Idrætsliv. Han holder dagligt øje med mængden af de ulovlige annoncer, som der bliver flere og flere af. Spillemyndigheden håber, at der snart er en afgørelse på vej i en straffesag mod Ekstra Bladet, B.T. og internetportalen Jubii, som alle har annonceret for udenlandske spilleselskaber. Straffesagen kan gå ind i en afgørende fase, når byretten ved et forberedende retsmøde onsdag skal tage stilling til, om sagen mod de tre skal genoptages eller udskydes endnu en gang. Afgørelsen ventes at få stor betydning for den danske mediebranche, idet en række medier i dag reklamerer ivrigt for udenlandske bookmakere. Bliver Ekstra Bladet, B.T. og Jubii dømt skyldige i overtrædelse af annonceforbuddet, vil strømmen af bookmakerannoncer i danske medier næppe kunne fortsætte. Det er dog tvivlsomt, om dommeren ved det forberedende retsmøde rent faktisk vælger at genoptage straffesagen, idet man muligvis først vil have overstået den anden store spillesag, der kører, nemlig sagen mellem Skatteministeriet og det britiske spilleselskab Ladbrokes. Skatteministeriet vandt første omgang i Østre Landsret, der sagde god for Danske Spils monopol, men Ladbrokes har anket til Højesteret, hvilket betyder, at den endelige afgørelse endnu er langt væk. Danmarks to største bladhuse, JP/Politikens Hus og Det Berlingske Officin, anmodede for nylig Højesteret om tilladelse til at gå med i Ladbrokes sag mod Skatteministeriet. Ifølge bladhusene, fordi de er overbeviste om, at Østre Landsrets dom er forkert. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...