Medier: Belgien vil lukke syv atomreaktorer i 2025

Den belgiske regering udfaser atomkraft, men vil fortsat investere i atomteknologi.

FILES-BELGIUM-ECONOMY-NUCLEAR-PLANT <i>Emmanuel Dunand/Ritzau Scanpix</i>

FILES-BELGIUM-ECONOMY-NUCLEAR-PLANT Emmanuel Dunand/Ritzau Scanpix

Partierne i Belgiens samlingsregering er nået til enighed om en aftale, der vil medføre lukninger af landets syv eksisterende atomreaktorer i 2025.

Der vil dog fortsat blive investeret i atomteknologi, rapporterer de statslige radio-og tv-stationer RTBF og VRT.

De syv partier i regeringskoalitionen har forhandlet i uger om den fremtidige energipolitik.

Partiet De Grønne har insisteret på, at en vedtagen lov fra 2003 om en udfasning af atomkraft skulle stå ved magt. Derimod gik det liberale fransk-talende parti ind for, at de to nyeste reaktorer skulle forblive åbne.

Belgiens to atomkraftværker, som i alt har syv reaktorer, drives af det franske statskontrollerede elselskab Engie.

Efter maratonforhandlinger natten til torsdag nåede en gruppe ministre frem til et kompromis, som indebærer, at den sidste reaktor lukkes i 2025.

Men Belgien vil alligevel investere 100 millioner euro (op mod 744 millioner kroner) i research i fremtidig atomkraft med hovedvægten lagt på mindre reaktorer i moduler.

Den belgiske regering har endnu ikke lagt sig fast på, hvordan landet skal løse problemer med den manglende energi i forbindelse med udfasningen af atomkraft. Det overvejes at dække en del af energiunderskuddet med gas.

/ritzau/Reuters