Medier er vores stok

Medierne er ikke til at komme udenom. Med dem søger vi som blinde at sanse, begribe og ordne verden. Uden dem ville vi for alvor være amputerede væsener, skriver Tem Frank Andersen

Musik 1. juni 2003 08:00

Medier er ikke til at komme udenom. Det skyldes ikke, at net- og sendefladerne i dag har nået en sådan radius, at vores bevidsthed stort set ikke kan undgå at "tune" ind på signalerne. Det skyldes ikke, at vi som mennesker vandrer rundt som biologiske og mobile antenneanlæg for informationsmassen, der bønfalder os, "luk os ind og hold de andre ude". Medier er ikke til at komme uden om, fordi vi ganske simpelt er afhængige af dem i vores hverdagsliv. De er en stor del af et riskosamfund, hvor hver enkelt af os bruger medierne som peljemærker eller navigationsredskaber i de rituelle eller nomadiske bevægelser mellem hverdagens stationer; her-der-og-allevegne. Medierne er heller ikke til at komme uden om, fordi de som industri holder store dele af arbejdsstyrken beskæftiget. Her tænker jeg ikke mindst på vores kaste af journalister og ingeniører, humanister og kulturskribenter, markedsføringskonsulenter og spindoktorer. Uden medierne ville vores samfund ganske simpelt gå i stå. Money makes the world go around! Men det er ikke længere trykpressens industrielle rotationsbevægelse der holder verden kørende. Det er i stedet mediernes pulsslag; som ringe i vandet eller som en bombes nedslag og chokbølge. VI SKABER vores verden og vores hverdag med medierne. Denne skabelsesproces sker på ubemærkede måder, nærmest instrumentelt. Ja, nærmest på en måde, så man kommer til at tvivle på, hvor meget mennesket reelt gør en forskel. Er det os, der tager og besvarer telefonen, eller er det den, der så at sige tager os? Er det os, der tænder for fjernsynet, eller er det fjernsynet, der kalder på os ved at løfte det mørke skærmslør og vise os, hvad vi bør vide noget om? Jeg tvivler helt oprigtigt på, at vi nogen sinde får besvaret spørgsmålet om, hvem styrer hvem. Har vi et valg, hvis det vi kan vælge falder inden for en nøje planlagt og designet horisont af oplevelses- eller oplysningstilbud? Derfor vil jeg gentage; vi kan ikke komme uden om medierne, og det er ikke nogen forfaldshistorie. Det er ikke nogen pris, vi betaler for at leve i et samfund med penge på kistebunden, dvd-afspiller i stuen, den årlige ski- eller sommerferie og den lykkelige rus ved de festlige lejligheder, når landsholdet scorer. I stedet er det langt mere interessant at spørge til de små ting; hvad betyder medierne i vores daglige gøren og laden? Og hvordan er vi med til at gøre dem hverdagslige? DER FINDES naturligvis forskellige måder at forstå og indkredse fænomenet medier på. Er medier fjernsynsapparatet, der står hjemme i stuen, eller er det programudbyderne (kommercielle såvel som offentlige)? Er det computeren som maskine, eller internet browseren som program? Teoretisk kan man sige, at medier både er institutioner og brug. Medier er et kredsløb eller måske snarere et netværk af producenter og (for)brugere som mødes på bestemte arenaer eller flader. Avisens overfalde, fjernsynets og radioens sendeflade, computerens skærmflade eller telefoniens kontaktflade. Men det er kun en teoretisk bestemmelse af fænomenet medier. I det hverdagslige er medier noget, vi gør brug af. Vi lytter til musik, vi læser en avis (det er der da stadig nogle, der gør), vi ytrer os i digitale fora eller via elektronisk post. Men det mest interessante ved medier og vores mediebrug, er ikke den instrumentelle oplevelses- eller oplysningsværdi. Det interessante er det rituelle; at vi gør eller mere præcist skaber hverdag ved at bruge en vifte af medier, i hverdagen. Og dette gør både hverdagen og medierne meningsfulde. Medierne gør en forskel. I SNART mange år har jeg tilhørt fællesskabet "bil-ejerne". Det er dem, vi møder om morgenen på vejene til-og-fra. Som bilejer lytter jeg hver morgen til lokalradioen. Skal jeg køre langt, skifter jeg fra musik-kanal til en snakke-kanal af den simple grund, at det giver en anderledes fornemmelse af selskab på de bare motervejsstrækninger. Men skal jeg bare aflevere børnene i skole, lytter jeg til radioen. Ikke fordi jeg på disse intense tidspunkter har brug for selskab (jeg har jo mine børn i bilen), men fordi jeg har brug for at vide "hvor langt" jeg er i dagens program. Kommer vi for sent, eller er vi i god tid? Ikke en gang trafikmeldingerne lytter jeg til, selvom de byder sig til som taktiske redskaber til at vælge enten den ene eller den anden hovedvej. Jeg bruger radioen som et ur. Og på den måde bliver radioen som et medie en del af min indre og daglige rytme. Den bliver en del af mig som bilejer, som familiefar og som forbruger. ENKELTE GANGE bliver jeg nødt til at overlade nøglerne til køretøjet til min livsledsager. Så tager hun hjelmen på og farer ud i morgenluften som hverdagspilot. I stedet må jeg vælge bussen som transportkanal. Jeg kunne også cykle, men mageligheden har det med at være proportional med alderen og hustandsindtægten. Først indsteget i bussen venter der mig en tur på godt 40 minutter fra bopæl til arbejdssted. Den tid bruger jeg som andre pendlere til lige at få styr på dele af dagens opgaver. For mit vedkommende betyder det enten at få kigget på nogle papirer eller lige læse nogle kapitler i en relevant bog. I bussen vælger jeg altså at læse. Jeg vælger at vende blikket nedad, indad og fremad. Og jeg er ikke den eneste. Men i denne gule læsesal på hjul sker der hverdag det samme (også selvom jeg jo ikke er med bussen hver dag); en flok skoleelever indtager bussen med deres nedslidte skoletasker, deres højpolerede frisurer og deres farverige mobiltelefoner. MOBILTELEFONERNE er et helt mediekapitel for sig. For uden mobiltelefonen og hele den industri som ligger bag dette medie, ville vores samfund sikkert være mere ilde stedt. Uden produktionen af de små, farverige taletidsdimser ville de økonomiske perspektiver for vores del af verdenen givet se mere dystre ud. De er en del af mediernes hverdagshistorie. Tilbage til bussen. Jeg sidder i mit hjørne af bussen og forsøger at læse. Eleverne snakker intenst og højt. Det er altid glædeligt med lidt liv om morgenen. Men det, der undrer mig er, at mobiltelefonen i den grad er i centrum for elevernes busadfærd. Hvis eleverne ikke lige besvarer et opkald fra en ven eller veninden, så tjekker de den sociale pacemaker for at se, om der skulle være indkommet en hjertevarmende SMS, eller de diskuterer hvem der har fået en ny "mobilos", eller blot byttet det gamle "cover" ud med et nyt. Jeg sidder i mit hjørne, tænksom og tavs. De sidder derovre og taler sammen. DET ER måske for meget sagt, at turen i bussen er et tydeligt møde mellem to mediekulturer; Den tænksomme læsekultur, og den udtryksfulde (sam)talekultur. At dele vores hverdag op i disse forskellige kulturer giver naturligvis mening. Derimod giver det for eksempel ikke mening at ville skelne mellem en ungdommelig og voksen mediekultur. Men hvad er der så på spil i bussen? Forskellen mellem min bog og elevernes mobiltelefon er, at den første kan ses som et tegn på en søgen mod ro, et forsøg på at skrabe et rum hvor jeg kan hvile på vej til hverdagens opgaver. Elevernes brug af mobilen er derimod et tegn på en måde at gøre deres sociale netværk på, hvad jeg ser som en hektisk affære. Med min bog og mine papirer forbereder jeg mig; med mobiltelefonen vedligeholder elevernes deres "simultane" relationer; de tjekker lige op på, om de nu stadig er med selvom de er på vej. Og på den måde forbereder eleverne sig også på deres daglige arbejde; at lære at være sociale, og lære at være del af flydende fællesskaber. DER KAN være mange grunde til at se mobiltelefonen som et centralt tegn på den verden vil lever i. Ikke fordi eleverne bruger dem i bussen, eller fordi sælgeren bruger den håndholdtsfrie version på vej fra den ene kunde til den næste. Ikke fordi biograferne har måtte lave spots der opfordrer de besøgende til at slukke for mobilen under filmen. Men fordi vi - unge som voksne - skaber vores hverdag med mobilen. På samme måde som jeg bruger bilradioen og den æterbårne sendeflade til at "mærke" hvor langt jeg er i dagens program, eller tænder for lidt "samvær" på motorvejsvandringerne. Mobiltelefonen er et tegn på et flydende, men netop ikke udflydende samfund. Med mobiltelefonen gør eleverne deres hverdag. De tjekker op på om det sociale netværk består af de samme personer som det gjorde igår. Og om der er sket noget nyt. Mobiltelefonen er i stil med fjernsynet et distanceret nærmedie, eller et nært distancemedie. Med mobilen er vi aldrig længere væk end vi kan SMS'e eller "speed diale" de personer, vi har kodet ind i hukommelseskredsløbene. Men samtidig er mobiltelefonen et unikt medie. Ikke blot fordi vi selv bidrager til kontaktfladen (i modsætning til sendefladen i radio og tv, og selv det er ikke helt korrekt), men også fordi mobiltelefonen gør det muligt for de unge elever (og de voksne konsulenter) at holde styr på sideløbende, eller simultane, sociale forbindelser. Med andre ord: Mobiltelefonen er en hverdagslivsmanager. En interaktiv timemanager, hvor det ikke blot er opgaver og sager der skal holdes styr på, men hvem og hvor man så at sige hører til. Sociale relationer har fået digitale bølger at surfe på. DET ER forholdsvist let at mønstre en meget skarp kritik af den type af digital kultur ved er ved at bevæge os henimod; de beskyttende grænser mellem offentlig og privat, mellem fri og overvåget sløres. Men en sådan kritik bygger vil jeg mene bygger på to typer af "forglemmelser". For det første den forglemmelse, at generationen før mobiltelefonens æra også tumlede med deres forskelle i mediekulturer. Var det ikke fjernsynet, der var stridspunktet, så var det rockmusikken. Også disse medier blev brugt til at gøre hverdagen med. Den anden forglemmelse, og måske den væsentligste, er spørgsmålet om teknologihistoriens og -udviklingens første lov: Når vi først har vænnet os til én type af teknologi, og det vil sige én måde at gøre hverdag på, skal der mere end kriselignende tilstande til i stor skala til, for at vi så at sige kan "vende tilbage" til en kulturel tilstand - uden bestemte medier. Og den tilstand vi har vænnet os til - voksne som børn og unge - er den potentielle allestedsnærværelse. Det vil sige en tilstand, hvor vi på den ene side føler, at vi selv kan styre vores interaktion med mobilen, computeren, fjernsynet, bilen og alle de andre medier i hverdagen. På den anden side kan vi ikke gøre vores hverdag uden disse. Vi er måske ikke blevet "tjenende ånder" for teknologien, som den canadiske medieforsker Marshall McLuhan beskrev fremkomsten af det globale nabolag. Men vi er i den grad blevet spundet sammen med medierne på en sådan måde, at havde vi dem ikke ville vi være handicappede; socialt og kulturelt set. Medier er den stok, hvormed vi som blinde søger at sanse, begribe og ordne verden. Og uden den stok ville vi for alvor være amputerede væsner. Tem Frank Andersen, Vestre Allé 19, Aalborg, er ph.d. studerende på VCL, Videncenter for Læreprocesser, på Aalborg Universitet. E-mail: tfa@vcl.auc.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...