Medier: Milan fyrer Seedorf og henter Inzaghi

Ifølge italienske medier vil Milan fyre træner Clarence Seedorf og forfremme ungdomstræner Filippo Inzaghi.

27. maj 2014 14:32

Fodboldklubben AC Milan er parat til at fyre sin hollandske træner Clarence Seedorf og erstatte ham med ungdomstræner Filippo Inzaghi.

Det rapporterer adskillige italienske medier tirsdag morgen - mediernes historier er uden kilder, men påfaldende identiske, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Fælles for Clarence Seedorf og Filippo Inzaghi er, at de har haft imponerende karrierer som aktive, men også er uden nævneværdig trænererfaring.

Ifølge de italienske medier mødtes AC Milans præsident, Silvio Berlusconi, med klubbens direktør Adriano Galliani sent mandag aften for at diskutere trænersituationen.

Clarence Seedorf overtog trænersædet i slutningen af januar fra den fyrede Massimiliano Allegri, og han har en kontrakt, som løber godt og vel to år endnu.

Selv om han kom helt uden trænererfaring, forbedrede han straks resultaterne. Milan vandt 11 af 19 kampe under Seedorf - under den forrige træner havde holdet kun vundet fem af 19 kampe.

Holdet kravlede op i tabellen og sluttede som nummer otte - et point fra at kvalificere sig til Europa League-kvalifikationskampe.

Silvio Berlusconi havde øjensynligt jagtet Seedorf i månedsvis, men hollænderens popularitet er faldet væsentligt hos bestyrelsesformanden de seneste uger.

Lige som Seedorf har Filippo Inzaghi ingen trænererfaring på seniorplan. Han har trænet Milans U19-hold de seneste to sæsoner.

Til gengæld har den 40-årige Inzaghi tilbragt 11 sæsoner som spiller for Milan, og vundet to italienske mesterskaber og to Champions League-titler.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...