Medier: Republikanerne tager guvernørpost i Virginia

Republikanerne har formået at tage guvernørposten i delstaten Virginia, som ellers plejer at være demokratisk.

Republikanernes kandidat til guvernørposten i Virginia, Glenn Youngkin, var i højt humør, da sejren ved tirsdagens valg var hjemme. Han kom dansende ind på en scene foran jublende tilhængere og kaster her en basketball ud i mængden. Til venstre er det hans hustru, Suzanne.

Republikanernes kandidat til guvernørposten i Virginia, Glenn Youngkin, var i højt humør, da sejren ved tirsdagens valg var hjemme. Han kom dansende ind på en scene foran jublende tilhængere og kaster her en basketball ud i mængden. Til venstre er det hans hustru, Suzanne.

RICHMOND:Det bliver republikaneren Glenn Youngkin, som bliver den næste guvernør i den amerikanske delstat Virginia.

Det viser prognoser fra de amerikanske medier CNN og NBC ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Hvis de holder stik, betyder det samtidig et nederlag til demokratiske Terry McAuliffe, som er tidligere guvernør for staten.

Med over 95 procent af stemmerne talt op har Youngkin en føring på 2,7 procentpoint til sin demokratiske rival.

Youngkin, der tidligere har været direktør i et finansfirma og har opbygget en millionformue, er aldrig tidligere blevet valgt til et offentligt embede. Han har i valgkampen fremstillet sig selv som en politisk outsider.

- Ok Virginia - vi vandt det her. Det er en fornøjelse, sagde Youngkin til jublende tilhængere, efter at sejren så ud til at være hjemme.

Republikaneren har brugt mindst 20 millioner dollar af sin egen formue under valgkampen, skriver nyhedsbureauet AFP.

Virginia har i de seneste år typisk stemt demokratisk, og siden 2014 har der siddet en demokrat på guvernørposten i sydstaten. Dengang var det netop Terry McAuliffe, som vandt posten.

Siden overtog demokraten Ralph Northam, men nu er det altså igen en republikaner, der kommer til at lede delstaten.

Valget af en republikansk guvernør kan tyde på problemer for præsident Joe Biden, der i de seneste år har kunnet regne med opbakning til det demokratiske parti i Virginia.

Ifølge Reuters kan guvernørvalget i Virginia ses som en indikation af, hvor populær præsidenten er i delstaten. Og så kan det give en forsmag på valget til Kongressen i 2022.

Skulle Virginia eksempelvis vælge en eller to republikanske senatorer, kan det rykke partiet tættere på et flertal i Senatet, som er et af de to kamre i Kongressen. I øjeblikket er det to demokrater, som repræsenterer delstaten i Virginia.

Tirsdagens guvernørvalg er bare ét blandt mange på tværs af USA. Også i delstaten New Jersey skulle der vælges en guvernør. Samme dag fik millionbyen New York City ny borgmester - den tidligere politichef Eric Adams, som er demokrat.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.