Udland

Medier: Skudsalver hørt på universitet i Boston

Der meldes om skyderi på et af USA's førende universiteter. En sikkerhedsvagt er skudt.

Medier: Skudsalver hørt på universitet i Boston

Der er tidligt fredag morgen dansk tid meldinger om lyden af skudsalver på et område ved det prestigefyldte Massachusetts University of Technology (MIT), der ligger i Cambridge ved Boston.

Ifølge den lokale tv-station WCVB er en af universitets egne sikkerhedsvagter blevet skudt. Han er bragt på hospitalet med livstruende skader, lyder det.

På universitets hjemmeside rådes studerende og andre til at holde sig indendørs, oplyser både CNN og ABC News. Bygningen på universitetsområdet, hvorfra skuddene er hørt, er afspærret.

- Hold jer væk fra området indtil andet bliver meddelt. Det er uvist, om der er tilskadekomne, hedder det på universitets hjemmeside ifølge nyhedsbureauet AFP.

Om skyderierne har nogen forbindelse til mandagens bombeangreb under maratonløbet i Boston, vides endnu ikke. Tidligere torsdag offentliggjorde det amerikanske forbundspoliti fotografier af to mænd, som mistænkes for at stå bag bombeangrebet.

De første meldinger om skyderiet kom kort før klokken 23 lokal tid.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.