Aalborg

Medierne glimrede ved deres fravær

Læserbrev

POLITIKERBESØG:Villy Søvndal, SF’s formand, som nys i en undersøgelse blev udpeget som den suverænt mest succesrige partiformand, var tirsdag den 1. og onsdag den 2. september på besøg i Aalborg. Han besøgte sammen med nuværende og kommende SF-medlemmer af det kommende byråd bl.a. et plejehjem og en skole. Tirsdag aften talte han på Nordkraft, hvor overvældende mange mennesker var mødt op for at høre Villys bud på aktuel og fremtidig politik. Hvis sandheden skal frem, så gjorde kan det fantastisk. Hvis er du en af formentlig mange aalborgensere, som ikke har bemærket ovennævnte begivenhed, så er det formentlig fordi medierne glimrede ved deres totale fravær. Ikke fordi man ikke havde fået pressemeddelelser og øvrigt materiale. Men hvorfor så? Vi taler altså om Danmarks mest givende og bedst kommunikerende politiker. Villy talte bl.a. om skatteudspillet fra S og SF. De borgerlige har på alle måder forsøgt at skyde det ned, ikke mindst den nye statsminister. Nu var det så heldigt, at Tv kunne vise nogle billeder, som er fastforankret i hukommelsen. Den hovedrige forretningsmand fra Nordsjælland med en indkomst på langt over 1 million kroner og med en lystbåd til over 8 millioner kroner. Som kontrast hertil den fattige marginaliserede mand med de få tænder, hvis højeste ønske det var at komme på ferie. Jeg har i mit arbejde som socialrådgiver og forstander mødt mange mennesker, som end ikke kunne drømme om bil, ferie og tilsvarende goder. Denne gruppe er nu blevet meget større end tidligere. Mens de borgerlige har været ved magten har vi i den vestlige verden redet på den længst varende højkonjunkturbølge. Ikke desto mindre er der blevet flere fattige, flere hjemløse og flere marginaliserede borgere i kongeriget. Polariseringer er i stærk stigning. Solidaritet er blevet afløst af ”Enhver er sin egen lykkes smed”. Hvorfor måtte vi så ikke høre budskaberne fra Danmarks mest vidende politiker, når det drejer sig om socialpolitik og samfundskundskab. En mand, hvis bidrag til værdidebatten også er et bud på et andet og bedre Danmark.