Medierne holder øje med hinanden

Medieverdenen er blevet langt bedre til intern kritik, og det er et sundhedstegn, mener professor i journalistik

Filmen Mig og Naser kaster kritisk lys på Naser Khader og processen omkring stiftelsen af Demokratiske Muslimer. TV2 valgte i går at klippe en omstridt scene ud. foto: Linda Henriksen/scanpix
Journalistik 26. september 2007 01:07

Endnu en dokumentar smidt op på operationsbordet og dissekeret med en tyndbladet skalpel. Og endnu en gang lyder den samme diagnose: Manipulation og dårlig journalistik. Nyhedsavisen kritiserede i går TV 2-dokumentaren "Mig og Khader" for at have manipuleret en scene. Men den kritik er blot et sundt tegn på, at medierne i stigende grad er begyndt at kigge hinandens produkter efter i sømmene. Det mener Erik Albæk, der er professor i journalistik på Syddansk Universitet. - Hvor der tidligere har været en forbavsende stor uvilje fra danske mediers side til kritisk at forholde sig til andre mediers journalistik, er det nu et helt nyt fænomen, at medierne selvstændigt begynder at se på hinandens journalistiske praksis, siger han. Kommer seerne til gode Ifølge Erik Albæk har problemet i lang tid været, at der ikke har været nogen, som har holdt tilstrækkeligt øje med pressen. Men netop kontrollen med pressen bliver stadig mere vigtig. - Der er utrolig stort pres for, at man har så mange seere som muligt, eller man får solgt så mange blade som muligt. Og der er fristelsen stor til gøre historien bedre, end den er, lyder det fra Erik Albæk, der mener, at det er godt, at der nu kommer en debat om, hvor langt journalister kan tillade sig at gå. Også tidligere chefredaktør for JydskeVestkysten og nuværende prorektor for videnspredning på Århus Universitet, Mette Bock, mener, at det er positivt, at medierne er begyndt at kigge indad. Ifølge hende kommer den interne mediekritik nemlig også læserne og seerne til gode. - Som medieforbruger i et så komplekst mediebillede, som man er en del af i dag, er det vigtigt, at man forholder sig kritisk til det, som man bliver præsenteret for. Det, at der nu bliver diskuteret medierne iblandt er med til at skærpe medieforbrugerens opmærksomhed på, at medierne også foretager valg, siger hun. Erik Albæk håber på, at den nye tendens kan være med til at højne den journalistiske standard. - Man må håbe, at det, at man ved, at nogen holder øje med én, kan få folk til at modstå fristelsen til at gøre virkeligheden bedre, end den er, siger Erik Albæk. anders.mcculloch@nordjyske.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...