Medlemmer af antenneforening kræver omvalg

Talrige medlemmer af Gug Visse Dall Antenneforening kræver nyt valg af såvel kanaler som bestyrelse, men flertallet af bestyrelsesmedlemmerne afviser

GUG-VISSE-DALL:Talrige medlemmer af GVD Antenneforening kræver nu, at valget af såvel bestyrelse som tilgængelige tv kanaler kommer til at gå om. Flere mener, at demokratiet og muligheden for indflydelse i deres egen forening blev tilsidesat, da der på generalforsamlingen blev begrænset taletid og forvirring omkring afstemninger. I bestyrelsen har flertallet ikke overvejet en ekstraordinær generalforsamling. Formand Günther Valsby-Rohde afviser medlemmernes kritik og siger, at der kun har været to kritiske henvendelser efter generalforsamlingen. - Jeg har end ikke haft tanken om en ny generalforsamling, siger han. Af de øvrige seks bestyrelsesmedlemmer, går Niels Christensen og Leo Ray Eriksen ind for en ny generalforsamling, hvorimod de resterende tre afviser tanken. Ifølge foreningens vedtægter kan en ekstraordinær generalforsamling kun finde sted, hvis et flertal i bestyrelsen ønsker det, eller hvis mindst 25% af medlemmerne har skrevet under på kravet.