Hørmested

Medlems-fremgang i Venstre i Lendum

LENDUM: Søndag formiddag var der generalforsamling i Lendum Venstrevælgerforening og foreningen kan bryste sig af, at antallet af nye medlemmer oversteg det antal Venstre-folk, som mødte frem i forsamlingshuset. Mens en enkelt er faldet fra, er otte nye kommet til, så det lokale medlemstal er - i modsætning til mange andre steder - steget. Helt nøjagtigt fra 56 til 63. Men som sagt smittede det pæne medlemstal ikke af på fremmødet til generalforsamlingen, og man kan næppe undskylde sig med, at generalforsamlingen var lagt midt i kirketiden, da den nærmeste gudstjeneste vistnok blev holdt i Hørmested. Seks personer i alt klarede paragrafferne, og ud over at ridse 2002 op med hensyn til møder og aktiviteter, blev det ligeledes besluttet at hæve kontingentet med en ti-krone til 140 kroner, så der lokkalt bliver lidt mere at gøre lokalt. En af årsagerne til, at generalforsamlingen blev holdt søndag formiddag var, at huset er godt booked op i øjeblikket, da der også spilles banko samt øves til næste måneds dilettant-forestilling. Der var i øvrigt genvalg til hele bestyrelsen. tn