Medlemsfremgang i atletikklub

SIK 80 håber, at flere unge kan skabe fundament for fremtiden

SÆBY:2005 blev året, hvor atletik-klubben, Sæby IK 80, fik skabt et medlemsfundament for fremtiden. - Efter at vi i 1999 blev årets klub i Jylland/Fyn er de ældste medlemmer fra dengang vokset oven ud af klubben, og vi har ikke formået at fastholde de yngste i klubben før nu, siger formand Gunner Nielsen. Foreningen havde ved årsskiftet 54 medlemmer under 18 år, og Gunner Nielsen noterer med tilfredshed, at de unge er stævneaktive og har mod på udfordringer. - 2005 blev altså året, hvor vi startede den næste generation af atletikunge, konstaterer han. For Gunner Nielsen er det vigtigt, at fremgangen også kan holde ind i de kommende atletiksæsoner. - Vi skal gerne kunne fastholde vort nuværende medlemsgrundlag ved at lave spændende træning og stævner, samt på den sociale side formå at ryste vore medlemmer sammen. - Endvidere skal vi også have flere trænere på banen. Jeg ser lyst på fremtiden for Sæby IK 80, siger Gunner Nielsen Mange aktiviteter En af de ting, som foreningen har afviklet i årets løb, er Sæbygaard-løbet. - Vore traditionsrige løb holder vi fast i. Sæbygaardløbet blev løbet for 35. gang, og det havde 114 løbere til start, siger Gunner Nielsen. Atletikforeningen måtte dog notere færre deltagere i forhold til det foregående år. Derfor skal der tænkes nyt. - I år flytter vi løbet en uge, så det bliver weekenden inden skoleferien, siger formanden. En anden aktivitet - Sæbyløbet arrangeres i samarbejde med Sæby Handelstandsforening. Løbet havde i 2005 deltagelse af 95 løbere, og dermed kunne Sæby IK 80 sætte rekord med hensyn til deltagerantallet. Løbet, der har ti år på bagen, afvikles første weekend i september. Sæby IK 80 har i øvrigt deltaget i diverse stævner i Nordjylland samt både Vestdanske og Danske Mesterskaber. For første gang i mange år blev det dog ikke til danske mesterskaber i 2005, men ungdomssiden er på vej, lover formanden. Glad for rammerne Gunner Nielsen er tilfreds med de rammer, som atletikklubben har til rådighed. - Vi har et fint intimt stadion som vi kan glæde os over hver eneste gang vi træner, siger han. En lille smule malurt var der imidlertid også i bægeret. - Vort nye kastebur har aldrig fungeret optimalt. Vi skal arbejde på i, at få det til at fungere i år, siger Gunner Nielsen og tilføjer, at højttaleranlægget også godt kunne trænge til en udskiftning.