Medlemsnedgang skal stoppes

Måtte droppe to seniorhold på grund af nedgang

Lasse Damsgaard
Niels Lindholm og Stine Højgaard blev på generalforsamlingen kåret til Årets HKer. Årets HKer er en senior- og ungdomsspiller/træner/leder der laver et ekstraordinært arbejder for Aars HK eller er en god repræsentant for sit hold.
Håndbold 4. februar 2013 18:12

AARS: - Vi er igen i år blevet lidt færre medlemmer i klubben. Vi har i år tilmeldt to seniorhold færre. Det er rigtig træls, når det går den vej. Vi skal gerne have stoppet den udvikling. Vi skal have kikket på hvorfor, og hvad vi kan gøre for at få det stoppet.

Sådan lød det fra formanden for Aars Håndbold, Axel Heisz Pedersen, da han aflagde beretning på håndboldklubbens generalforsamling, hvor han bebudede en undersøgelse af, hvad der kan gøres.

Han sagde dog også, at selv om der bliver færre medlemmer, så ser fremtiden god ud for Aars Håndboldklub.

- Vi har rigtig mange frivillige medlemmer og en god økonomi, men vi er nødsagede til at få stoppet vores medlemsnedgang. Vi skal have kikket på, hvorfor vi bliver færre breddehold. Er der noget i ungdomsafdelingen vi kan gøre bedre?

Vi har problemer i U16, U18 og ungsenior-årgangene. Hvad gør vi for at fastholde dem, spurgte Axel Heisz Pedersen.

- Der bliver stillet store forventninger til alle. Vi skal dog huske, at alle gør deres bedste, og at de bruger deres fritid på at hjælpe klubben. Vi skal gerne holde fast i vores frivillige. Vi skal også gerne have nye. Derfor er det vigtigt, at alle har det godt i klubben og føler sig velkommen. Husk at vi skal lade trænerne være træner - spillerne skal være spillere - og forældre være forældre og bruge al deres energi på at bakke holdene op.

- Vi vil stadig være den førende klub i Himmerland, men det kræver at vi hele tiden skal have fokus på at udvikle klubben, sagde Axel Heisz Pedersen.

Under valgene til bestyrelsen ønskede Ulrik Hansen ikke genvalg til bestyrelsen. Ny i bestyrelsen blev Torben Nørgaard.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...