EMNER

Medlemsstrid aflyser tilsynsbesøg i Farsø

FARSØ:Folketingets §71-tilsyn kommer alligevel ikke på besøg på opholdsstedet Solhaven i Farsø i denne uge. Tilsynets formand, Inge-Lene Ebdrup (V), valgte i går at aflyse besøget. Det sker efter at tilsynets næstformand, Tina Petersen (DF), i en pressemeddelelse afviste at deltage i besøget, fordi det var anmeldt på forhånd. Tina Petersen nævnte ikke blot Solhavens navn, men også navnet på den pige, som besøget skulle dreje sig om. - Det er ikke den måde, vi arbejder på, fastslår Inge-Lene Ebdrup og fortsætter: - Vi plejer aldrig at fortælle, hvor vi tager hen, og hvem sagen drejer sig om. Det er uetisk, dumt og fuldstændig dræbende for §71-tilsynets respekt. Tilsynet vil blive gennemført på et andet tidspunkt. Baggrunden for, at tilsynet meldte deres ankomst på Solhaven er en sag om en pige fra Sjælland, der er anbragt på det himmerlandske opholdssted. I den pressemeddelelse, Dansk Folkeparti udsendte i mandags, citeres Tina Petersen for at sige: ”I det konkrete tilfælde har jeg erfaret, at chefen har truet med inddragelse af mobiltelefon og med andre sanktioner, hvis de taler med §71-tilsynets medlemmer.” Den beskyldning vil Solhavens leder Søren Virenfeldt ikke have siddende på sig. - Det er groft injurierende, og det må hun dokumentere. Det er i den grad uværdigt for et folketingsmedlem at komme med sådan nogle beskyldninger, siger han. Søren Virenfeldt henvendte sig i går til Folketinget formand med en klage over Tina Petersen, og han politianmeldte hende for at have overtrådt sin tavshedspligt, misbrug af beføjelser samt injurierende udtalelser. I øvrigt oplyser han, at Solhaven ikke har noget imod at få uanmeldt besøg.