Medrivende cirkus

Når man træder ind i et cirkustelt, sker der noget: Man bliver helt opslugt af forestillingen og glemmer alt andet. Sådan var det også i Cirkus Arena i år. Hvad forestillingen manglede sidste år, er på plads i år, også i den grad, som man vil kunne opleve det i Thisted i dag, når Cirkus Arena sætter forestillingen i gang. For det første var der alt, hvad der skulle være: Klovnerier, dyr, tænderskærende udførelser oppe under teltdugen og absolut topklasse-artister. For det andet blev hele forestillingen undervejs bundet sammen på fornemste vis, så man faktisk ikke opdagede, når cirkustjenerne gjorde klar til næste nummer. Cirkusdirektør Benny Berdino spillede selv en hovedrolle i "pauserne" - sang og talte til og blandt publikum - godt suppleret af den italienske klovn og storcharmør Jimmy Folco, hvis udtryk og evne til samspil med publikum, man skal lede længe efter. For det tredje benytter Cirkus Arena i år laserlys og vand. Det skabte en fantastisk stemning, og den kom tilbage under Grand Finale, der - uden at det konkret skal afsløres her - også involverede publikum. Alt i alt en forestilling, hvor man lod sig rive med og lod sig imponere. Blandt artisterne skal fremhæves ungarske Trio Laruss, der præsenteres som guddommelige guldstatuetter, men som i virkeligheden viser, hvad menneskets krop er i stand til. Ubeskrivelige kræfter udspiller sig i et ubeskriveligt tempo, og man undrer sig virkelig over, hvordan det kan lade sig gøre. Samtlige nordjyske bodybuildere burde gå i cirkus i år og møde deres overmand- og kvinder. Også Diorios skal have et plus. Dødshjulet er set mange gange i dansk cirkus, men hvis man tror, Diorios laver samme numre som andre artister på dødshjul, så tager man fejl. De har tilmed to dødshjul i manegen, og deres cykeltempo i og ovenpå hjulene får flere til at holde sig for øjnene. Også familierne Casselly og Berdino viser i år nye sider af deres artisteri, herunder et tempofyldt og godt iscenesat nummer med elefanter. Foruden god underholdningsværdi viser det også, at dyrene trives og respekteres - ellers ville de ikke udføre det flotte arbejde i manegen. Pia Haugaard pia.haugaard@nordjyske.dk Cirkus Arena 2011: Cirkus under vand Anmeldt 16. april på Tangkrogen i Århus Cirkus Arena gæster følgende byer i Nordjylland: Thisted 1. maj, Nykøbing Mors 2. maj, Løgstør 3. maj, Aabybro 4. maj, Aalborg 7. og 8. maj, Brønderslev 9. maj, Hjørring 10. maj, Hirtshals 11. maj, Skagen 12. maj, Frederikshavn 13. maj, Sæby 14. maj, Støvring 16. maj, Hobro 24. maj og Hadsund 25. maj.