Medrivende tur fra Ringe til Guantanamo

Musik 4. juli 2003 08:00

Anmeldelse: Outlandish er som ukrudt. Ikke til at holde nede. Det fik et stadig festmærket publikum at mærke torsdag eftermiddag. Der rappede, sang og legede trioen festen i gang med hitsange som "Walou", "Whereever" og "Guantanamo". I det næsten fyldte rytmetelt blev trioen bakket op af en discjockey, en korsanger, en ekstra rapper og en guitarist på enkelte af numrene. I starten var lyden lidt mudret, og rappen ikke så veltimet, men gruppen sang sig hurtigt op og da de to fat på den enkle og meget smukke "Whereever" virkede alt lige så perfekt som en Olsenbandenplan. Men sangene var kun en lille del af det, der gjorde denne koncert rigtig god. For gruppens store force er deres showmanship. Gruppen har en fantastisk god kontakt med deres publikum, så selv om de færreste tilskuere nok kender alle trioens sange, blev koncerten på intet tidspunkt kedelig. Specielt Waqas Quadri var god til at involvere publikum og få dem til at klappe og synge med. Helt vildt blev det til gruppens sidste nummer, balladen Aicha, hvor publikum tog teten og sang højere end trioen. Desværre begyndte folk at sive inden ekstranummeret, en forkortet udgave af "Guantanamo", satte punktum for en medrivende koncert. Ulrik Andersen

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...