Lokalpolitik

Medvind for Egholm-linje

Carina Christensen vil næppe møde nordjysk enighed om ny Limfjordsforbindelse

En ny Limfjordsforbindelse via Egholm møder modstand fra grupper, der er bekymrede for den lille øs natur.Foto: Jens Morten

En ny Limfjordsforbindelse via Egholm møder modstand fra grupper, der er bekymrede for den lille øs natur.Foto: Jens Morten

NORDJYLLAND:Der blev entydigt af de nordjyske kommunalpolitikere talt til fordel for en linjeføring over Egholm for en ny Limfjordsforbindelse, da transportminister Carina Christensen (K) i går mødtes med en række nordjyske kommunalpolitikere og medlemmer af organisationen Dansk Byggeri. Trafikministeren gav dog ingen løfter, men konstaterede, at mange talte for en vestlig linje, og den løsning ville hun være særlig opmærksom på. Mødet fandt sted på Sallingsund Færgekro. Mødet var arrangeret af Dansk Byggeri i Nordjylland, hvis formand er det konservative folketingsmedlem Knud Kristensen. Efter mødet ville Carina Christensen ikke udtale sig om, hvorvidt en ny Limfjordsforbindelse er med, når regeringen sidst på året kommer med en plan for de fremtidige trafikinvesteringer. - Men en ny Limfjordsforbindelse er med blandt de opgaver, der skal prioriteres imellem, siger transportministeren. Må prioritere På mødet understregede Carina Christensen, at det vil give en ekstraudgift på over 110 milliarder kroner at gennemføre de forslag, der er lagt op til i infrastrukturkommissionens rapport: - Derfor bliver vi nødt til at prioritere. Til den kendsgerning, at Venstre i et trafikpolitiske oplæg, der blev lavet sidste år, tager udgangspunkt i Egholm-linjen siger Carina Christensen. - Det er jo så dejligt for venstre. Men en aftale om de kommende års trafikinvesteringer kommer til at omfatte flere partier, og derfor må vi forhandle os frem til løsninger, siger Carina Christensen. Hun gav forsamlingen det gode råd, at det vil være godt, hvis de nordjyske politikere når til enighed. Aalborg må i aktion Her er formanden for de nordjyske kommuner Morsøs borgmester Egon Pleidrup (S) ikke særlig optimistisk: - Jeg tvivler på at vi kan nå til enighed. Men efter min mening må det især være op til Aalborg Kommune og kommunerne omkring Aalborg at gøre noget, siger Egon Pleidrup. Han vil ikke udtale sig om, hvor han selv står i diskussionen om linjeføringen. Om et par uger skal han og de øvrige borgmestre drøfte sagen med regionsrådets formand Ulla Astman (S). Hun mener, at kommunerne og regionen bør gå sammen om en trafikkonference. Den skal efter hendes opfattelse være forberedelse til, at kommunernes organisationen og regionsrådets ledelse sidst i næste måned mødes med transportministeren. Nordjysk enighed I Aalborg Kommune har teknisk rådmand Mariann Nørgaard (V) de seneste måneder arbejdet for at skabe nordjysk enighed om den vestlige linje: - Det er vigtigt, at der snart træffes en beslutning. Men jeg mener ikke, at jeg nu kan gøre mere, siger Mariann Nørgaard. For at skabe forståelse for sin holdning har hun ud over de nordjyske kommuners organisation bl.a. haft kontakt til de nordjyske folketingsmedlemmer og til Venstres trafikordfører i Folketinget. På mødet fik Mariann Nørgaard i sin argumentation for en vestlig linjeføring opbakning fra flere af de nordjyske borgmestre: - Der er virksomheder, der har nævnt, at i stedet for at etablere sig i vores kommune så kunne det på grund af trafikproblemerne ved Limfjorden være en fordel at slå sig ned lige syd for Aalborg. Det er vigtigt, at vi ikke får skabt ny udkantsområder, sagde Brønderslev Kommunes borgmester Mikael Klitgaard (V).