Medvind på bølgerne

Første runde af DM blev afviklet efter planen - dog begyndte konkurrencen i Klitmøller men sluttede i Vorupør

Pernille K. Damsgaard og Nicholas Cho Meier
Godt 50 surfere tog turen til Klitmøller og Vorupør lørdag og søndag. Bølgerne var gode, så konkurrencen gik helt efter planen uden nogen forsinkelser.
Vorupør 6. maj 2018 17:31

VORUPØR: Vejret og bølgerne viste sig fra den gode side, da der i weekenden blev afholdt den første afdeling i DM i surf.

- Faktisk så troede vi, at vi kunne afvikle det hele lørdag, men vi kunne først komme i gang ved middagstid lørdag, sagde Martin Bro, der er projektkonsulent hos Dansk Surf- og Raftingforbund (DSRF).

Lørdag valgte man at slutte, da juniorerne, damerne og mænd på longboard var færdige. Resten måtte vente til søndag.

Dog kom der lidt malurt i bægret, da bølgerne viste sig ikke at være så gode i Klitmøller om søndagen, så den sidste del af konkurrencen blev flyttet til Vorupør.

- Vi tog simpelthen ud på en køretur søndag morgen for at finde det bedste spot, sagde Martin Bro.

Valget blev altså bølgerne ved den hyggelige by, Vorupør, da det jo handler om bølgernes højde, intensitet og hyppighed.

- Surferne er jo ude 20 minutter ad gangen, og så er det med at fange så mange som muligt, sagde Martin Bro.

I løbet af weekenden deltog 52 surfere, hvor af 11 var juniorer og 12 stillede op i dameklasserne.

Anne Sofie Borregaard stillede op i women open på shortboard og kom på en tredjeplads i finalen.

- Jeg er da bare vildt stolt, sagde Anne Sofie Borregaard, da hun dagen derpå sad og nød resten af konkurrencen sammen med sine veninder.

Hun har surfet i tre år, men dyrker også kitesurfing og wakeboard.

- Men surfing er sjovere, det er mere socialt, og vi har en fest, sagde Anne Sofie Borregaard. Hun kommer fra Hvide Sande, og det er også i den by en af de fire afdelinger af DM skal afholdes.

Næste afdeling holdes i Klitmøller 26.-27. maj, hvorefter det bliver i Hvide Sande i begyndelsen af september, inden sidste afdeling holdes i Thy igen sidst i oktober. DSRF blev ved årsskiftet optaget i Danmarks Idrætsforbund, så konkurrencen fungerer som de officielle Danmarksmesterskab i surfing.

Udlændinge kan også stille op og kan på sin vis vinde hele touren, men vil dog ikke blive kåret som Danmarksmester.

Resultater:

Juniorer: 1: Tom Klemann (DE), 2: Marius Aagesen, 3: Jonte Burmesiter (DE).

Longboard: 1: Roberts Storm (DK), 2: Mikkel Jensen (DK), 3: Klaus Sørensen (DK).

Open Women: 1: Karolina Wolinska (PL), 2: Itchner Vahineura (Fransk Polynesien), 3: Anne Sofie Borregaard Andersen (DK).

Open Men: 1: Oliver Hartkopp (DK), 2: Vince Scholz (DE), 3: Jonte Burmester (DE).

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...